Theo i havregrøds-væddemål

Hvad nu?

Theo Jørgensens liste over mystiske væddemål bør en eller anden dag samles til en bog. Og nu er et nyt kapitel klar til blive ført ind: Havregrøds-væddemålet.

Theo Jørgensen melder sig klar til PokerStars Caribbean Adventure (PCA) på Bahamas, der begynder den 5. januar. Familien bliver hjemme og i stedet hedder følgesvendene Ville Wahlbeck og Johnny Lodden. Og når Theo er i selskab med de to sjufter, skal der væddes. Og det er da også allerede sket. Historien melder – indtil videre – desværre ikke noget om, hvordan havregrøds-væddemålet er blevet født, men født – det er det.

Og Theo glæder sig:

“En eller anden (læs: Johnny Lodden, red.) skal spise havregrød – og KUN havregrød – i en helt uge i træk under PCA’en, mens Ville og jeg for alvor skal smovse. Dette væddemål er uden sammenligning er uden tvivl det, som jeg glæder mig mest til,” skriver Theo på sin facebook-profil.

Theo sætter ikke takst på havregrøds-væddemålet, men mon ikke der er en pæn sjat skillinger på spil?

Men Bahamas byder også et utroligt vigtigt sportsligt element: DM i vandrutsjebane.

“Jeg er forsvarende mester med Lars Bønding som nærmeste forfølger. Outsiderne vil denne gang være Kim Frederiksen og Frederik Brink. Men det er lidt ligesom at sige, at Valencia og Levante er outsidere til Real Madrid og Barcelona – med mig som Barcelona.”

RETTELSE – KL. 16:

Det er IKKE Johnny Lodden, der skal ombord i havregrøden på Bahamas. Man skal passe på med at gætte. Beklager. Ny, uddybende artikel er naturligvis på vej.