Phil Ivey på vej med egen Fantasysports-side
Selvom Phil Ivey er mest kendt for sine bedrifter i pokerverdenen, så er han – sammen med Gus Hansen – en af de mest helstøbte gamblere derude. Sportsbetting, craps, kinapoker, baccaret, propbets. Kan der stikkes penge ud på det, har Phil Ivey med al sandsynlighed haft en million eller to svømmende mere end én gang i sit liv. Derfor er det heller ikke en overraskende, at pokerlegenden er blevet bidt af amerikas seneste dille i fantasysports, og nu har Ivey så offentliggjort planer for at starte sit eget site.
PhilIveyDFS skal efter planen lanceres i næste måned, og vil tilbyde amerikanerne en mulighed for at interagere med Phil Ivey, mens de konkurrerer om de velvoksne præmiepuljer, som det populære fænomen efterhånden kan generere. På PhilIveyDFS vil der fra starten blive garanteret mindst $20.000 i ugentlige udbetalinger, men med den enorme hype omkring managerspillene, som hurtigt er blevet til en multimilliard-industri, kan sådan et tal hurtigt blive gjort til skamme.
PhilIveyDFS bliver en del af det eksisterende iTeam-netværk, og her glæder man sig til at få adgang til verdens bedste pokerspiller i marketingsstrategien.
“Der er et stort crossover mellem pokerspillere og DFS (Daily Fantasy Sports)-spillere. Ved at tilføje Phil Iveys brand kan vi markant forøge netværkets spillerlikviditet og dermed præmiepuljer”, siger direktør for iTeam-netværket, Gabe Hunterton, i en pressemeddelelse.
Fantasysports har for alvor taget fart i Nordamerika, hvor mere end 50 millioner mennesker i USA alene spiller fantasysports. I sidste uge afholdt DraftKings VM i Fantasysports, hvor pokerpro Aaron Jones vandt førstepræmien på vanvittige $5 millioner.