Tidligere StarCraft-verdensmester anholdt for match-fixing
eSporten har for alvor fået sit indtog i sportsbettingens verden, og rigtig mange både danske og internationale bookmakere har bedyret, at de i de kommende år vil satse stort på at udbyde væddemål på spil som League of Legends, Dota og Counter Strike. Selvom man som professionel computerspiller kan score millioner og atter milioner i præmiechecks, sponsorkroner og merchandise-salg over et år, så kan udsigten til lette penge dog – som i alle andre sportsgrene – være for stor en fristelse for nogen. Det har det tilsyneladende været for 2014-verdensmesteren i StarCraft, sydkoreanske Lee ‘Life’ Seung Hyun, der nu er i det lokale politis varetægt under mistanke for matchfixing. Det skriver Inquirer.net.
Lee Seung Hyun er trods sine bare 19 en veteran i spillet, og har i mere end 5 år spillet på professionel kontrakt. Han regnes som en af verdens bedste Zerg-spillere, og har 10 titler og gevinster i premier events for mere $300.000 til sit navn. Nu kan den flotte karriere imidlertid være tæt på forbi, efter han i sidste uge blev anholdt.
‘Life’ er mistænkt for at være indblandet i den matchfixing-skandale, der sidste år ledte til anholdelsen af hele ni topspillere og trænere fra forskellige StarCraft 2-hold. Det er endnu ikke oplyst præcis hvilke opgør, der skulle være blevet fixet, eller hvad Hyun selv skulle have fået ud af deltage i ulovlighederne, men der forventes at komme en officiel udmelding fra Changwon District Prosecutor’s Office, såfremt der kommer til at forelægge et anklageskrift.
Det er ikke første gang, Sydkorea har måtte slås med matchfixing indenfor eSport, og den sydkoreanske eSports-organisation KeSPA slår i dag hårdt ned på aftalt spil. Bevises det, at man har deltaget i matchfixing, får man således frataget sin eSports-licens, og kan ikke længere leve som professionel udøver.
Artikelfoto: Ghostclaw for Team Liquid (Creative Commons)