Velkendt poker-highroller kædes sammen med australsk matchfixing
Den malaysiske forretningsmand og bookmaker Wei Seng ‘Paul’ Phua er et velkendt ansigt i pokerverdenen, hvor han tit og ofte spiller med i de dyreste highroller-turneringer og cashgames verden over. I 2014 blev han anholdt under mistanke for at drive en ulovlig gamblingring under verdensmesterskaberne i fodbold, og nu kædes han så sammen med matchfixing i Australien. Det afslører den australske TV-kanal ABC på sin hjemmeside.
Læs også: Paul Phua nægter at indgå forlig i sportsbetting-sag
Deres graverjournalistike program ‘Four Corners’ har undersøgt Phuas tilknytning til landet, og kan blandt andet konstatere, at han flere gange har er blevet fløjet ind af Crown Casino Melbourne, ligesom han skulle være associeret med det forbrydersyndikat, 14K Triad, der i 2013 fixede i alt tre kampe med fodboldholdet ‘Southern Star’ i den bedste, Victorianske fodboldliga.
I den australske stat New South Wales er man usikre på, hvor stor en risiko, de udenlandske undergrunds-bookmakere udgør for den lokale sport. Det fortæller politiinspektør Scott Cook til avisen.
“Vi kender ikke det fulde omfang (…), og forstår ikke, hvor stort et problem det formodentlig er. Paul Phua er en stor spiller, som vi ved har forbindelser til nogen af de største, uregulerede bettingmarkeder der opererer i Filippinerne. (…) Det gør os svært urolige, at så mange penge skifter hænder i vores område, og at der er direkte tilknytning til organiserede forbrydere”, siger han.
En anonym kilde har desuden afsløret overfor TV-stationen, at Phua i sin tid skulle have væddet for mere end 100 millioner kroner på lokale sportsbegivenheder. Senest var Paul Phua i Australien i dagene efter den 9. januar, hvor Crown Melbourne stillede et af deres privatjets til rådighed for Phua. Det var imidlertid ikke for at deltage i Aussie Millions, som blev skudt i gang få dage senere. På daværende tidspunkt var Phua allerede fløjet hjem igen.
Endelig afslører Four Seasons, at Phua til stadighed efterforskes af flere instanser, selvom hans sag mod FBI blev afvist af en dommer i starten af juni måned sidste år.