DraftKings kæmper for at rejse kapital til juridisk slagsmål
I sommers lykkedes det for den amerikanske Fantasysports-udbyder DraftKings at rejse i omegnen af en halv milliard dollars, da de havde brug for kapital til at manifestere sig som verdens største DFS-selskab foran konkurrenter som FanDuel og Draftpot. Siden har mange stater stillet spørgsmålstegn ved DFS-udbydernes ret til at udbyde penge om spil, og det har nu igen sendt DraftKings afsted til potentielle investorer på frierfødder, men denne gang i noget mindre overbevisende stil. Mens det dengang lykkedes at finde de $500 millioner på bare et par uger, så har seneste fundraising-runde kun beløbet sig til $70 millioner, hvilket er mindre end forventet. Det skriver The Boston Globe.
Læs også: Juridisk tovtrækkeri koster Fantasysporten dyrt
Ifølge den amerikanske avis søger DraftKings penge til det omfattende lobbyarbejde der er nødvendigt i forbindelse med en juridisk sag i New York, hvor statens Attorney General (sammenligneligt med den danske justitsminster), Eric Schneiderman, har anmodet retten om at forbyde online Fantasysports. Det har for alvor fået FanDuel og DraftKings på barrikaderne, eftersom et forbud i én stat potentielt kan starte en lavine, der vil betyde ulovliggørelse flere andre steder.
DraftKings blev i juli måned sidste år vurderet til at være omkring $2 milliarder værd, men selv med den seneste kapitalindsprøjtning på $70 millioner, anslås selskabet nu “blot” at have en værdi på omkring $750 millioner. I sidste uge kom det blandt andet frem, at DraftKings og ESPNs partneraftale er gået fløjten, angiveligt fordi DraftKings ikke længere mentes at kunne opfylde kravet om at betale de $200 millioner for TV-reklamer på den amerikanske sportskanal.