Livestream: Følg med når spillerne rammer boblen i Dublin
Årets EPT Dublin er nået til tredjedagen, hvor der traditionen tro bydes på poker i verdensklasse, når boblespillet skal overstås i løbet af eftermiddagens spil. 127 spillere formåede at avancere fra dag 2, og dermed skal endnu 40 spillere sendes på porten, før de resterende kortkrigere er garanteret en nydelig udbetaling på mindst €9.100.
Et væld af velkendte ansigter er stadig med i opløbet om det irske EPT-trofæ, heriblandt pokerproer som canadiske Mike ‘Timex’ McDonald, den tyske highroller Christoph Vogelsang, den britiske skønhed Liv Boeree og “hjemmebanefavoritten” Steve O’Dwyer. Én dansker i Morten Nymann Jensen er dog også i ilden, og skal forsøge at veksle sin shortstack til et dag 4-avancement.
Fra dagens start har EPT Live-holdet fundet en rigtig lækkerbisken af et TV-bord frem til os. Først og fremmest er den tidligere PCA-vinder Dominik Panka på bordet, men også den engelske EPT London-vinder fra 2010, skotske David Vamplew, og irske Kevin Killeen, der tidligere har vundet UKIPT Dublin og ramt finalebordet ved både Irish Open og EPT London, har fået plads i rampelyset fra spilstart.
Så hvis du alligevel holder vinterferie i familiens skød, eller tænker, det er ved at være tid til en times frokostpause på jobbet, så er det nu, du skal læne dig tilbage, fyre op for Chromecasten og nyde livepoker direkte fra Irlands hovedstad. Som altid vil James Hartigan, Joe Stapleton og resten af EPT Live-holdet guide dig igennem dagens spil. Rigtig god fornøjelse.