Bookmakere i deres gode ret til at begrænse bettere

Professionelle sportsbettere er et hårdt jagtet folkefærd, og meget få kan få enderne til at mødes, når bookmakerne først begynder at sætte lofter på spillernes væddemål. Det er nemlig en let og effektiv måde at begrænse de kunder, man mistænker for at kunne slå markedet over længere tid.

Mange bettere har i tidernes løb klaget deres nød på fora og til bookmakerne uden held, og intet tyder på, den nuværende praksis vil ændre sig. For faktisk er bookmakerne i deres gode ret til at undlade visse kunder at spille for anseelige beløb. Det skriver betxpert.com.

Bettingportalen har således haft fat i en en forbrugerbeskyttelsesekspert, advokat Jesper Rye Jensen, der fastslår, at så længe der er hjemmel i bookmakerens regler og vilkår, er det helt okay at nægte dygtige spillere action.

“Den enkelte bookmaker er ikke forpligtet til at indgå nogen aftale med alle kunder, ligesom jeg selv bestemmer, om jeg vil sælge advokatydelser til dig, hvis forskelsbehandlingen vel og mærke ikke sker på baggrund af etnicitet, religion eller køn”, udtaler Jesper Rye Jensen til BetXpert.

I Australien lykkedes det i 2014 hestesportsorganisationen Racing New South Wales at stille krav om, at bookmakere som minimum skulle tillade alle kunder – uanset succesrate – at vædde op til AU$2.000 på et enkelt hestevæddeløb. Samme model håber mange bettere på sigt kan blive indført herhjemme, men det kræver ifølge Jesper Rye Jensen, at spillerne prøver deres sag for en domstol, da der ikke findes noget klagenævn herhjemme.