PokerStars åbner op i New Jersey i næste måned
Siden den 13. april 2011 har det ikke været muligt for amerikanere at tilgå verdens største pokerrum, PokerStars, men efter næsten 5 års venten kan indbyggerne i den amerikanske stat New Jersey nu snart igen få stillet deres pokertrang på nettet. I en pressemeddelelse afslører Amaya Inc., ejer af blandt andre PokerStars og Full Tilt, at man fra den 21. marts igen vil genåbne adgangen til begge brands for alle spillere i staten.
Læs også: Full Tilt og PokerStars får comeback i Amerika
“PokerStars er den globale leder indenfor onlinepoker, og betroet blandt vores kunder for vores robuste og innovative teknologi, verdensklasse sikkerhed og spilintegritet. Vi er beærede over og spændte på igen at kunne bringe disse oplevelser til New Jersey”, udtaler Amayas direktør, David Baazov, i pressemeddelelsen.
De i omegnen af ni millioner mennesker i staten kan se frem til adgang til både poker og kasino fra PokerStars, der kan tilgås fra både computer, tablet og mobiltelefoner. Spillerne kommer imidlertid ikke til at blive indsluset i den internationale spillerpulje, og kan for nuværende kun spille mod andre spillere fra samme stat.
Mens der altså endelig åbnes den 21. april, vil PokerStars allerede om få uger påbegynde en betatest i samarbejde med statens spillemyndigheder – New Jersey Division of Gaming Enforcement. New Jersey er den første amerikanske stat der igen tillader PokerStars, men flere forventes at følge trop over de næste par år. Blandt andet forventes Pennsylvania ikke at være langt fra at åbne døren for pokergiganten.