Rozvadov: Rasmus Agerskov videre ved €5.000 highroller

Der er vist ingen fare for, at den danske pokerpro Rasmus Agerskov pludselig slår rødder. I søndags var han dybt ved årets Danske Spil Munkebjerg Poker Tour på Casino Munkebjerg i Vejle, hvor han ultimativt måtte tage til takke med en 23. plads og 16.200 kroner, og i går sad han så ved filten på King’s Casino i Rozvadov, hvor en afdeling af PokerStars’ Eureka Poker Tour i disse dage finder sted.

Agerskov havde sammen med 10 andre highrollere haft mindst €5.000 oppe af lommen for at spille med i festivalens dyreste turnering, og da spillet blev indstillet i går aftes var blot én enkelt kortkriger sendt på porten, mens to andre havde benyttet sig af muligheden for reentry. Spillerne startede hver især med 50.000 chips, men desværre for Rasmus Agerskov var hoveddelen af dem væk, da spillet endelig blev indstillet for dagen. 14.200 chips har han således med sig til turneringens afgørelse, der finder sted fra klokken 16.00 i dag. så man må håbe, Agerskov har taget arbejdshandskerne med til det tjekkiske kasino.

Mens vores danske helt i går hang i bremsen, så gik det noget bedre for serbiske Aleksandar Tomovic, der lukkede og slukkede som chipleader i hele 176.000. Også den tidligere tyske verdensmester, Pius Heinz, nåede over dobbelt startstack, og sluttede således i 100.600.

Skulle det ikke blive til succes for Agerskov i denne ombæring, så skydes festivalens €1.100 main event i gang i morgen, mens den €2.200 highroller påbegyndes søndag.

 

Videre fra dag 1 af €5.300 Eureka Super Highroller

Navn Land Chips
Aleksandar Tomovic Serbien 176.000
Pius Heinz Tyskland 100.600
Aviv Meiri Israel 83.500
Nicholson Polen 60.400
Lion Tyskland 55.700
Pavel Binar Tjekkiet 54.700
PiMo Frankrig 41.300
Rasmus Agerskov Danmark 14.200
The Talk Tyskland 13.600