Enighed på Twitter: Gus Hansen fortjener Hall of Fame-plads
Det er nu snart 14 år siden, at Gustav ‘Gus’ Hansen vandt sin første WPT-titel nogensinde, hvilket blev startskuddet på en storslået pokerkarriere, der har gjort danskeren til en af spillets mest profilerede personligheder i historien. På trods af tre WPT-titler, et WSOP armbånd og mere end et årti på highstakes-scenen er den nu 42-årige gamblinglegende stadig ikke blevet optaget i pokerens hall of fame, men det burde han nok være. I hvert fald hvis man skal tro de pokerentutiaster, der over de sidste 24 timer har været inde give sin mening til kende på Daniel Negreanus twitter-profil, hvor canadieren igår berørte emnet i sin tilbagevendende ‘poll of the day’.
Læs også: Gus Hansen igen overset til pokerens Hall of Fame
Spørgsmålet fra ‘KidPoker’ lyder helt enkelt, hvilken af fire pokerspillere, Huck Seed, Gus Hansen, Chris Moneymaker og Dave ‘Devilfish’ Ulliot, der mest fortjener at blive optaget, og på nuværende tidspunkt har flertallet altså taget ‘The Great Dane’s parti.
35 procent af de 6.594 besvarelser peger således på Gus Hansen, mens Huck Seed og Chris Moneymaker hver især står noteret for 24 procent. Overraskende nok kommer Dave ‘Devilfish’ Ulliot ind sidst, med bare 17 procent af stemmerne. Den engelske pokerlegende tabte desværre kampen til kræft i april måned sidste år, og siden har flere store pokerpersonligheder som Joe Beevers, John Duthie og Ken Lennaárd været ude at kræve britens optagelse i det fornemme selskab. Den hæder gik dog i stedet til John Juanda og Jennifer Harman sidste år.
Årets optagelse finder traditionen tro sted i forbindelse med november nine, og man kan håbe på, at danskeren for første gang i år kommer i betragtning. Mange Twitter-brugere mener i hvert fald tilsyneladende, han burde.
Du kan selv stemme i Daniel Negreanus ganske uofficielle afstemning herunder:
QOTD: which of THESE poker players is most deserving of entering the Poker Hall of Fame?
— Daniel Negreanu (@RealKidPoker) March 10, 2016