Poker bot-udvikler: – Vi kommer til at se en bot som kan slå pro’erne
Selvom de fleste pokerspillere fordømmer poker-bots og ønsker dem alverdens vira og disconnections, afholdes der hvert år et mesterskab for poker-bots, hvor udviklerne selvfølgelig er kraftigt medvirkende til at poker-robotterne bliver klogere og klogere. I år vandt “Baby Tartanian 8” den årlige konkurrence for poker-bots, og er derfor at betragte som verdens bedste poker-bot i øjeblikket. Manden bag Baby Tartanian 8 hedder Noam Brown, og han fortæller i et nyt interview med PokerNews om poker-bots udvikling gennem tiderne, og kommer samtidigt med en spådom om fremtidens poker-bots.
“Tilbage i 2008-2009 startede vi først med No Limit Texas Hold’em, og botten skulle kun overveje om den ville calle, folde, lave et pot-sized bet eller gå all-in. [..] Dengang var alle tænkelige hænder på river samlet i måske 500 grupperinger, og denne gang lavede vi omkring en million grupperinger”, forklarer Brown om Baby Tartanian 8 som tog en måned at skrive koden til. Herefter blev botten tilknyttet San Diego Super Computer, som har hele 3700 processorer til at kværne data igennem, og her stod den så og samlede data i ca. en måned ved at simulere milliarder af pokerhænder.
At man ikke behøver en super-computer til at udvikle en poker-bot, var der også eksempler på til det årlige mesterskab for poker-robotter.
“I år var vi én af top tre bots, men de to andre var ikke en del af et universitet eller research gruppe. De var der helt alene. En af dem er en professionel pokerspiller, som også er software-udvikler, og den anden en amatør pokerspiller, som tidligere har været ansat hos Google, og de lavede begge fantastiske bots på et budget under $10.000”, siger Noam Brown som altså peger på, at enkeltpersoner sagtens kan fremstille kraftfulde poker-bots hjemme i kælderen.
“Vi vil se en bot som kan slå top pro’erne”
Det er naturligvis bedrøvende nyheder for os som ikke ønsker at sidde til bords med en række poker-bots i fremtiden, men heldigvis mener Noam Brown ikke at NL Hold’em er tæt på at blive løst af computere eller mennesker, i modsætning til f.eks. Limit Hold’em.
“Limit Hold’em og No Limit Hold’em er meget forskellige. I Limit Hold’em har du kun tre muligheder; call, fold eller bet. I No Limit Hold’em har du essentielt et uendeligt antal muligheder, fordi du kan bette hvilket-som-helst beløb, og hvert af disse bets, betragter computeren som en separat handling”, siger Brown og fortsætter:
“Hvis du vil løse NL Hold’em, skal du overveje – hvis vi taler om 20.000 chip stacks som vi bruger i den årlige poker-bot konkurrence – at vi taler om et spil som er noget i stil med 10^163 (10 efterfulgt af 163 nuller), hvorimod Limit Holdem kun er 10^15, så forholdet er usammenligneligt. Der er ingen chance for, at No Limit Texas Hold’em bliver løst i vores levetid, hvis overhovedet nogensinde. Når det så er sagt, er der måder man kan få gode circa-løsninger, og jeg tror bestemt, at vi i løbet af få år vil se en bot som kan slå top pro’erne, men der er en forskel på dét og at spillet er løst”, siger Noam Brown.
Poker-bots bluffer også
Når emnet poker-bots diskuteres på diverse debatfora på nettet, er der en udbredt holdning om, at poker-bots spiller forudsigeligt og i bestemte mønstre, men iflg. Noam Brown er det ikke nødvendigvis tilfældet. Selv poker-bots kan finde ud af at skyde med ren luft.
“Det er ikke overraskende at poker-bots bluffer, fordi dét computeren gør, er at simulere milliarder og milliarder af pokerhænder, og den tænker ikke over bluffs på samme måde, som vi gør. Hvad den i virkeligheden gør er, at den støder på en situation gentagne gange, hvor den bemærker, at selv om den ikke har en særlig stærk hånd, kan den tjene flere penge ved at bette”, forklarer Brown.
Sidder man allerede derude nu og frygter at møde en bot på nettet, kan følgende måske mane til sindsro – for en stund. Poker-botterne har nemlig også svagheder,som betyder at de bl.a. ikke er i stand til at justere til enkelte modstandere og dermed exploite svage spillere maksimalt.
“… Det er bevist, at hvis botten spiller mod sig selv, vil den til sidst konvergere til Nash Equilibrium, som er en GTO-strategi der er umulig at slå. [..] Bare fordi du har en GTO-strategi, betyder det ikke at du tjener flest penge muligt fra dine modstandere. Det er noget de menneskelige professionelle er meget dygtige til. De finder en svaghed og drager fuld fordel af den”, forklarer Brown som samtidig understreger, at trods forsøg, har man ikke været i stand til at programmere poker-bots som kan justere hurtigt nok til sine modstandere og dermed exploite den enkelte modstander.
Iflg. Brown er poker-robotterne heller ikke særligt konkurrencedygtige, så snart der sidder flere end to spillere ved pokerbordet, men Brown kunne dog afsløre, at der på den årlige konkurrence for poker-bots i 2016 var stor interesse for netop en 6-max konkurrence. Det betyder, at vi allerede i 2016 kan forvente at poker-bot udviklerne kaster sig over at udvikle en kompetent poker-bot til også 6-max format. Brown mener dog, at det vil kræve en hård indsats at programmere en konkurrencedygtig 6-max bot.
“Baby Tartanian 8 ville vinde online”
Direkte adspurgt om årets bedste heads-up bot, Baby Tartanian 8, ville kunne rense af online, er svaret utvetydigt “ja”.
“Helt bestemt. Hvis vi taler om to spillere, ja, den ville helt sikkert vinde. Vores tidligere bot spillede mod de fire bedste heads-up spillere i verden, og selvom den ikke vandt, var den meget konkurrencedygtig på det niveau, og denne her er meget stærkere, så jeg tror der er meget få spillere som kan slå den”, siger Brown som er overbevist om at Baby Tartanian 8 ville kunne dominere heads-up lobbyen på alle pokersites, hvis den blev sluppet løs på nettet.
Det gør den dog heldigvis ikke, forsikrer Brown, som også mener at online pokersites er meget effektive og dygtige i jagten på disse illegale poker-bots.
Kilde: PokerNews