Tivoli lukker internationalt casino efter milliontab
At være indehaver af et online casino kan være en sand guldgrube for ejere og aktionærer, men det kan også være vejen til store tab. Det har Tivoli A/S – selskabet bag Tivoli Casino – måtte sande, og selskabet lukker nu sit internationale casino efter store økonomiske tab. Det danske casino kører videre som normalt, oplyses det i en selskabsmeddelelse.
“Tivoli åbnede i 2012 sit danske onlinekasino og i 2014 åbnede Tivoli sit internationale onlinekasino. Det danske onlinekasino har haft en fortsat vækst siden dets opstart, men det internationale online casino har ikke indfriet Selskabets målsætninger, hvorfor det internationale onlinekasino nu lukkes”, hedder det fra Tivoli A/S.
Tivolis kommercielle direktør, Elisabeth Milton Hemmingsen udtaler:
“Tivoli fik med det danske online kasino hurtigt opbygget en væsentlig markedsposition. I forbindelse hermed, var det naturligt at prøve at forlænge den danske succes og etablere et internationalt onlinekasino. Tivolis internationale onlinekasino har dog ikke vist den ønskede udvikling, blandt andet har underskuddet siden opstarten har været større end forventet, hvorfor det internationale kasino nu nedlukkes og kræfterne i stedet bruges på det danske online casino.”
PNN.dk erfarer, at det drejer sig om et tab på i omegnen af 10 mio. kr. på driften af det internationale casino, og lukningen af det internationale Tivoli Casino betyder, at 10 medarbejdere på Malta nu har mistet deres arbejde.
Nedlukningen af det internationale online casino ændrer ikke Tivoli A/S’ forventninger til årsregnskabet anno 2016, oplyses det endvidere.