Marchese og Kenney stryger til tops i Arias april-highrollere
Mens de europæiske turneringsspillere med dybe lommer som oftests må vente til en afdeling af European Poker Tour bliver afholdt for at få stillet deres trang til at spille om millioner af euro, så er der en anderledes tilgængelighed for de amerikanske highrollere. Kasinoer som Bellagio og Aria tilbyder nemlig mere eller mindre regelmæssigt spil i den tungere ende, og i weekenden løb der intet mindre end to $25.000-turneringer af stablen i sidstnævnte kasinos pokerrum.
Arias 28. udgave af highroller-turneringen blev skudt i gang fredag den 1. april, og da deltagerantallet endte på 28 entries, var der i alt $672.000 at slås om. Størstedelen af dem endte Thomas ‘BigCheese’ Marchese med at spille sig til, da han slog verdens næstbedst rangerede pokerspiller på Global Poker Index’ liste – Byron Kaverman – heads up. Inden da havde de to kombatanter dog indgået en deal, så ultimativt endte det med, at Marchese fik $260.655 for sin sejr, mens Kaverman kunne stikke $256.785 i lommen. Det var i øvrigt Marcheses sjette sejr i Arias highroller-serie, hvor han nu har cashet for næsten $2,5 millioner.
Den 29. udgave fandt sted i lørdags, og her endte det samlede antal entries på 25. Endnu engang var Marchese med helt fremme, men måtte denne gang tage til takke med en tredjeplads. I stedet gik sejren til amerikanske Bryn Kenney, der sad på et overvældende chiplead, da de sidste fire spillere indgik en deal. Således fik Kenney hele $233.794 i dealen, og kunne altså nøjes med at afgive godt $66.000 fra den oprindelige førsteplads.
Aria High Roller XXVIII
1 | Tom Marchese | $260.655 |
2 | Byron Kaverman | $256.785 |
3 | Dan Shack | $100.800 |
4 | Vitaliy Rizhkov | $53.760 |
Aria High Roller XXIX
1 | Bryn Kenney | $233.794 |
2 | David Peters | $146.463 |
3 | Tom Marchese | $119.893 |
4 | Jake Schindler | $99.850 |