Skrotter golfbane: Wynn-planer om nyt hotel og kasino til 10 milliarder

En lagune hvor gæster kan parasaile, paddle-boarde og sejle rundt på vandski, med tilhørende kridhvid sandstrand, en promenade og en lille ø midt i vandet. Det lyder som en feriedestination i det karibiske øhav, men det kan blive realitet inden for få år midt i Nevadas ørken – i “Syndens By” Las Vegas.

Læs også: Casino kongen Steve Wynn ansøger om spillelicens i New Jersey

Det er Steve Wynn, ejer af flere luksuriøse hotel- og kasinoresorter i både Las Vegas og Macau, der er manden bag det nye projekt døbt ‘Wynn Paradise Park’. Paradise Park skal ifølge hjemmesiden VegasInc bygges på den mere end halve kvadratkilometer grund, der i øjeblikket er hjemsted for ‘Wynn Golf Club’ bag de to nuværende Wynn-resorter i Vegas, Wynn og Encore. Udover lagunen er planen også at etablere hotel, kasino, restauranter, natklubber og konferencefaciliteter, og Paradise Park vil blive en betalingsattraktion, hvor man dagligt skal indløse bilet.

Wynn Golf Course

Hvis Paradise Park-projektet bliver en realitet, må Wynn Golf Course i Las Vegas lade livet for det nye resort. Foto: Wynn Golf Course

Projektet har endnu ikke fået grønt lys fra Wynn-koncernes bestyrelse, men estimater går allerede nu på, at projektet vil beløbe sig til $1,6 milliarder, hvilket svarer til mere end 10,5 milliarder danske kroner.

Der er endnu ikke blevet offentliggjort oplysninger om det tilhørende kasinobyggeri. Steve Wynn er i modsætning til mange af sine Vegas-kollegaer ikke videre fokuseret på gamblingdelen af forretningen. Ved et investormøde onsdag understregede byggemogulen således, at selskabets ikke-gamblingrelatede indtægter i dag overstiger de indtægter der er relateret til spil.

“Folk kommer til at være her. Jeg er fandens ligeglad med, om de putter en 50-øre i en automat. Jeg vil have dem til at betale min indgang, til at overnatte i mine værelser, til at drikke min sprut og spise vores mad”, er han citeret for i artiklen.

Hvornår byggeriet eventuelt går i gang, vides på nuværende tidspunkt heller ikke.