Jens Hansen leder dansk trio an ved Eureka Bucharest
Godt nok er sæsonens EPT-stop allerede overstået, men det betyder ikke, at lillebror-festivalerne som Eureka og Estrella står stille. I disse dage er Eureka-cirkusset således i den rumænske hovedstad, Bucharest, og efter den €1.100 dyre turnerings første indledende dag, har intet mindre end tre danskere sikret sin videre færd i turneringen.
Bedst gik det for pokerpro Jens Hansen, der mere end fordoblede den 25.000 chips store startstack i løbet af onsdagens 10 spillede levels. 55.500 chips har Hansen med sig til fredagens fortsættelse, og her får altså selskab af mindst to andre rød-hvide kortkrigere.
Både Thomsa Lyngvang Pedersen, der så sent som i december havde stor succes på Eureka-touren med en fjerdeplads i Prag-highrolleren til €163.080, og Gisle Arnason Olsen, havde ligeledes chips foran sig, da spillet blev indstillet på Intercontinental Hotel Bucharest. Lyngvang lukkede og slukkede i 52.000, mens Gisle Olsen endte dagen i 26.800. De er således blandt de 98 avancerede, mens der var 253 spillere til start.
Bedste mand efter førstedagen blev den lokale Victor Emanuel Beteringhe, der som den eneste mand formåede at knække 200.000 chips-mærket, men mon ikke flere har sluttet sig til den eksklusive klub, når dag 1B er færdigspillet i aften. Dagens heat blev skudt i gang klokken 12.00, og forventes afsluttet omkring klokken 21.30 i aften.