Unibet Open Malta begynder i dag: Mindst syv danskere skal i ilden
Der er mindre end en uge, at til årets World Series of Poker bliver skudt i gang, men der kan snildt sniges en enkel pokerfestival ind inden. Det har Unibet i hvert fald besluttet sig for, og derfor slår de i dag dørene op til sæsonens andet stop på Unibet Open-touren, der løber af stablen på Olympic Casino på Malta.
Læs også: Breaking: Unibet Open bekræfter 2016-stop i København
Almindeligvis vrimler det med danske pokerentutiaster til de noget mere betalelige Unibet Open-stop, der som bekendt står i €1.100, og selv om Middelhavsøen alligevel ligger et par timer fra både Kastrup og Billund lufthavn, så forventes der et fint lille danskeropbud i St. Julians.
Årets Danmarksmester i Poker, Daniel ‘GodteTerkel’ Petersen, har således bedyret sin deltagelse, efter han i april måned formåede at kvalificere sig til turneringen online. Han skal så vidt vides i ilden i morgen, hvor også Thomas Ruelykke Holst og Glenn Marcher har fået plads.
Nordicbets pressechef og velkendte oddssætter, Thomas Holm, er ligeledes blevet spottet på øen, mens også Martin Wendt skal i ilden enten i eftermiddag eller i morgen.
Eneste dansker der med sikkerhed sætter sig til filten klokken 12.00 i dag er Bo Kjær Erichsen. Sidst den skrappe kortkriger fra Holbæk var i vælten ved den internationale filt, blev det til to flotte resultater under EPT Barcelona. Det skal han efter bedste evne prøve at følge op på i dag.
Endelig forventes Unibet Open-regular Nicolas Storm at stille til start, mens mange andre danskere sagtens kan have undsluppet PNNs årvågne øjne for nu. Vi følger dog naturligvis op på danskernes færd, som turneringen skrider frem.