Varm anbefaling: 6-siders feature-artikel om ung highstakes-kanon
Toronto Life har en seks-siders (!) lang artikel om Matt Marafioti aka ADZ124. Matt Marafioti er en af de unge kanoner, der hvert år vinder og taber millioner af dollars og i det hele taget lever ‘the high life’ som professionel pokerspiller. Han er 23 år, droppet ud af universitetet, han bruger $200.000 på mad og drikke om året, og hans selvtillid virker lige umiddelbart til at være af Phil Hellmuth’ske dimensioner. Det kommer der i den grad nogle slagkraftige citater ud af.
Matt Marafioti er selvfølgelig langt fra verdens mest kendte pokerspiller, men artiklen er simpelthen glimrende læsning. Vi kan kun varmt anbefale, at du smider noget skoldhed kaffe i koppen og går ombord i den – du finder naturligvis link nederst i artiklen.
Historien starter i september, hvor Matt Marafioti spiller med i en $20.000 Epic Poker League-turnering. Da turneringen går på pause, fortæller journalisten, hvordan Matt Marafioti smutter op på et værelse, som Epic Poker League har stillet til rådighed, og suger løs på en kæmpe bong, mens han fortæller, at alle de etablerede poker-pro’er er bange for ham. Marafioti ryger ud af turneringen som nummer 18, der er kun penge til de 12 bedste og det var så det. Videre til online-spillet.
“Jeg behandler online-pokeren som et hvilket som helst computerspil. Og jeg tror, at det er derfor, at jeg er så god,” fortæller han.
Historien om, hvordan han kom i gang, er også lige i skabet. Han stjal sine forældres kreditkort, indsatte $50, spillede løs, og forældrene fik selvfølgelig et flip, da de fandt ud af, hvad der var sket. De installerede firewalls, der afskår Matt Marafioti fra at spille online poker, men han skulle snart få sin revanche.
Han kom nemlig ind på Queens University for at studere økonomi. Men hans værelse blev hurtigt kendt som ‘Gollum’s Cave’.
“Han spillede konstant. Han sad altid med næsen mod skærmen,” fortæller en tidligere studiekammerat.
Da Matt Marafioti endelig vovede sig ud, gik det helt galt. Han havnede i et bar-slagsmål, brækkede næsen, og lavede i bukserne på sig selv. Fra da gik han aldrig mere til timer. Og computeren blev aldrig igen slukket.