Casino Munkebjerg vil hverken be- eller afkræfte WPT’en

Benny Bredgaard, Marketing manager på Casino Munkebjerg, er hverken til at hugge eller stikke i omkring informationer om World Poker Tour-turneringen, der i går blev meldt op til at komme forbi Vejle den 28. februar.

Vi fangede Benny Bredgaard på mobilen, og det stod hurtigt klart, at Benny Bredgaard ikke havde lyst til bidrage til historien. Men så kan man jo altid prøve at fange ham på det forkerte ben, og det prøvede vi skam også – det gik bare ikke så godt.

“Har I skrevet det? I går?,” spørger Benny.

“Ja. Det er jo utroligt spændende. Hvornår faldt aftalen på plads?”

“Jamen, jeg kan hverken be- eller afkræfte, at der skulle være en sådan aftale,” siger Benny.

“Så vi har måske været for tidligt ude?”

“Ja, det har I.”

“Så du siger, at der slet ikke er nogen aftale?”

“Nej, jeg siger, at jeg kan hverken be- eller afkræfte, at en sådan aftale foreligger.”

“Melder du ud, når de sidste detaljer af aftalen er faldet helt på plads så?”

“Ja, hvis der er noget at melde ud, så melder jeg selvfølgelig ud. Og jeg skal nok sætte dig højt op på listen,” siger Benny.

Og man kan næsten høre det skæve smil gennem røret.