Steen O.G.: Vi stoppede sgu ikke med vores gode vilje
Pokermagasinet på dk4 er tilbage. Første program bliver sendt den 10. januar, og værterne hedder – akkurat som i ‘de gode gamle dage’ – Steen O.G. og Dan Rachlin.
LÆS: Pokermagasinet på dk4 genopstår
Sidste program blev sendt i sommeren 2010, og siden har Pokermagasinet altså ligget i koma. Men hvorfor? Steen O.G. leverer svaret.
“Da vi stoppede i sommeren 2010 var vi helt sikre på, at vi skulle fortsætte efter en sommerferie. Men sådan blev det jo ikke. Vi blev simpelthen nødt til at stoppe, men det var sgu ikke med vores gode vilje. Regler og lovgivning betød, at det simpelthen ikke kunne hænge sammen, og lige siden dengang har vi været i venteposition. Det har været hårdt, for både Dan og jeg elsker at lave det her program. Det er på mange måder et kærlighedsbarn for os, så det er utroligt stort for os, at vi nu kommer i luften igen,” siger Steen O.G. til pnn.dk.
Og han uddyber:
“Liberaliseringen har ændret på mange ting – også for os. Nu har vi forhåbentligt nogle kommercielle muligheder, som vi aldrig før har haft, men først og fremmest har vi ganske enkelt muligheden for igen at lave programmet. Der er så mange emner, at de nærmest står i kø, og Dan og jeg glæder os bare til at have det sjovt med at lave programmet igen,” siger Steen.
Men hvad med seerne? Kan de overhovedet huske programmet?
“Det tror jeg. Jeg har oplevet mange situationer, der gør mig overbevist om, at der rent faktisk er rigtigt mange, der har savnet programmet. Min kæreste var for ikke så længe siden i byen, og der var en eller anden gut, der begyndte at bage helt vildt på hende. Han mente tilsyneladende, at min kæreste burde prøve ham af, fordi han var en høj gut – og det var han stolt af. Hun svarer, at hun selv har en høj kæreste, og det ender med, at hun viser gutten et billede af mig, hvilket får ham til at udbryde: ‘Det er sgu da ham fra Pokermagasinet’,” griner Steen.
Selv hvis seerne ikke umiddelbart skulle tage godt imod det genopstandne ‘Pokermagasinet’, er Steen fortrøstningsfuld.
“Vi havde mange seere, da vi stoppede, og det var vi selvfølgelig glade for. Dermed ikke sagt, at det bare sker automatisk igen, det ved vi godt. Men det handler først og fremmest om at lave et program, som vi selv synes er fedt. Et program, vi selv godt gad at se. Hvis vi kan leve op til det, skal seerne nok komme. Det er op til os selv,” siger han.