Christian ’Tox’ Togsverd: Spændt på hvad det er for noget

Frederik Brink, Alexander ’AlexKP’ Petersen, Theo Jørgensen, Jannick Wrang og mange flere er alle klar til PokerStars Caribbean Adventure på Bahamas. Imens sidder Christian ’Tox’ Togsverd helt alene på Citywest Hotel og venter på, at WPT Irland går i gang klokken 15.00 i dag. Det har sin naturlige forklaring.

”Ja, jeg boblede pakken til Bahamas, men nuppede den til WPT Irland. Der er en på Pokernet, der har skrevet, at han også er herovre, men ellers ser det ud til, at jeg har det hele for mig selv,” fortæller han til Slowplay.dk.

”Jeg er ret spændt på, hvad det overhovedet er for noget, men jeg se at Mike Sexton og hele tv-holdet er herovre. Jeg har også set, at der er et par stærke navne i feltet som f.eks John Eames, der blev nummer tre til EPT København sidste år, men i går aftes var der kun 160 spillere tilmeldt – det var dog inden satellitterne var spillet færdigt her på kasinoet.”

”I det hele taget er der en del britter og de kan jo godt spille poker – det er efterhånden sådan, at hvis man kigger på de sidste 30 spillere i de store søndagsturneringer så kommer de alle fra endte England, Canada eller Rusland.”