Theo Jørgensen klar som foredragsholder for erhvervslivet

Man skulle tro, at han havde travlt nok for tiden, den gode Theo Jørgensen. Men det er åbenbart ikke tilfældet. Theo Jørgensen er blevet tilknyttet StrongMind, der fokuserer på at afholde foredrag til erhvervslivet.

Theos oplæg til et foredrag for erhvervslivet bærer titlen: The Business Of Poker, og beskrivelsen lyder således:

THE BUSINESS OF POKER

Af Theo Jørgensen, professionel pokerspiller

Vejrtrækningen rytme. Øjnenes bevægelse. Halspulsåren som pumper og små sammentrækninger i ansigtet eller rystende hænder. I pokersprog hedder det ”tells”- den information man kan indsamle om modstanderens opførsel, når man skal træffe en beslutning. Tells kan være afslørende, de kan afsløre dig selv og du kan fremprovokere dem med de rigtige spørgsmål.

Jeg har utallige gange truffet en beslutning, hvor alle de sædvanlige matematiske beregninger er blevet smidt i skraldespanden, fordi jeg har lagt mærke til en rystende hånd eller en knækket stemme. Selvfølgelig spiller min viden om modspilleren også ind, forhistorien og de adfærdsmønstre jeg har set – jeg satser ikke 100.000 kr. eller mit turneringsliv for senere at opdage, at manden overfor mig havde krampe i lillefingeren. Når jeg bruger kropssprog som et argument for en beslutning, så handler det om erfaring, viden og mavefornemmelse – ligesom i forretningslivet.

Sådan kalder du et bluff til forretningsmødet

Ikke alle mine venner spiller poker. Langt fra. Tror det eller ej, men jeg har faktisk engang siddet med ved et mødebord, hvor der hverken lå jetoner, dollarsedler eller spillekort. Den stod på jakkesæt og høflige fraser, og alligevel havde min gode ven inviteret mig med, fordi han havde brug for et par rutinerede røntgenøjne, der kunne afsløre den mulige forretningspartners intentioner. Kan man læse en modspiller ved pokerbordet, så kan man langt hen ad vejen også læse en topchef, når han fremlægger et forslag. Det er måske sværere at fange ham i et bluff i kontraktforhandlingen, når han har adskillige forhandlinger under vesten, men ligesom jeg laver fejl efter 10 år på topniveau, så gør chefen det også.

Det var ikke en enkelt ting der afslørede ham, og ligesom nogle af de beslutninger jeg træffer ved pokerbordene, så kan jeg ikke være 100% sikker på, at jeg havde ret. Men jeg er sikker på, at den baggrundsinformation min ven gav mig, modpartens kropssprog og min mavefornemmelse medførte et nej, der var helt på sin plads.

Det kræver mange timer ved pokerbordet, før man lærer kunsten at læse en modstander. Det kræver mod at basere en beslutning på sin mavefornemmelse, og det kræver rygrad at tage chancen igen, hvis man tog fejl sidste gang der blev lyttet til instinktet. Alle kan lære at identificere tegn på et bluff – både ved pokerbordet og til forretningsmødet – resten er op til rygraden.

Er du interesseret i at booke Hr. Jørgensen, så følg linket her