Galfond vil revolutionere online-pokeren
Phil Galfond er klar med en ordentlig moppedreng af en blog. Og der er også en god grund til den massive tekst-volumen, for Phil Galfond vil hellere end gerne have indført nogle seriøse ændringer i forhold til online pokeren, som vi kender den i dag. Hvis Phil Galfond fik det hele igennem, ville det mere eller mindre være en revolution i forhold til den eksisterende udgave online poker.
Phil Galfond er overordnet utilfreds med, at gode spillere meget ofte kun vil spille mod deciderede fisk. Galfond mener, at det er pinligt og uværdigt, at bordet bryder op i samme sekund, som fisken er blevet flået – eller forlader spillet.
“Hvordan ville du have det, hvis du lige havde tabt en $10.000-stack, og de fem andre spillere øjeblikkeligt satte sig ud af spillet? Jeg ville selv gå fra at være irriteret til at være meget flov over, at hele dette bord – og den lange venteliste – mener, at jeg er så dårlig, at jeg er den eneste grund til, at der er action på bordet. De ville nok ikke have spillet en eneste hånd mod hinanden, hvis jeg ikke havde været der,” skriver Phil Galfond.
Phil Galfond lister en hel række af forslag til forbedringer op, og nummer et på listen er, at man som spiller bør kunne ændre sit screen name hver anden måned. Phil Galfond er dog opmærksom på, at der er fordele og ulemper ved stort set alle hans forslag, hvorfor hele Galfonds blog fremstår som en meget velovervejet sag.