’MortenVM’ tog andenplads på Malta
Morten Varbæk Mortensen, eller bare ’MortenVM’ kunne i nat glæde sig over, at turen til WPT Malta blev tjent hjem, da han blev runner up i en €550 sideevent. Det fortæller han til Slowplay.dk.
”Det var nu ikke noget særligt, men det er da meget rart, at entry til Main Event er dækket med den her gevinst – andenpladsen gav cirka €3.000,” siger han.
Han fortæller videre, at niveauet generelt på Malta-turen har været ganske lavt og at modstanderne har haft svært ved at folde til noget som helst preflop.
”Det var helt galt i den €1.000 jeg spillede forleden, hvor de alle var nogle sindssyge kalde-banditter. Efter at have siddet stille i rigtig lang tid åbnede jeg med knægt-ti suited og ikke mindre end seks mand valgte at kalde. Jeg gik all in på floppet, der kom 89K i min farve, men var ret langt bagud mod modstanderens es-høje farvetræk.”