$100.000 bøde: Dan Shak tæt på at miste bestaltning
Dan Shak er en mand, med mange jern i ilden. Ud over at spille med ved de fleste større turneringsserier som EPT, WPT og WSOP, så har han også stiftet hedgefonden SHK Management LLC, der blandt andet handler med guld og olie. Netop sit engagement med hedgefonden bragte ham i november 2013 i mediernes søgelys, da han blev idømt en bøde på hele $400.000 for kursmanipulation, og nu – blot halvanden år senere – må Shak så igen til pungen. Den gang forbød retten ham nemlig også, at handle med visse varer lige før markederne lukker, og det er de regler, han nu har forbrudt sig mod. Det skriver BloombergBusiness.
Læs også: Dan Shak får kæmpebøde og karantæne for kursmanipulation
Hele missæren handler om, at Shak angiveligt skulle have handle to guld-kontrakter 14 sekunder efter sin stadfæstede tidsgrænse, og det skulle tilsyneladende have været overordentlig tæt på, at highrolleren mistede sin licens én gang for alle. Om det er pokerevnerne, der kom ham til gode, melder historien intet om, men det er i hvert fald lykkedes amerikaneren at lave et forlig med Commodity Futures Trading Commission (CFTC), så han slipper med en bøde på $100.000.
Shak har desuden erkendt sin overtrædelse, og udtalte i en pressemeddelelse tidligere på ugen, at han “ikke forsøgte at skjule disse handler fra CFTC, og det er min intention at sikre mig, at en sådan fejl ikke kommer til at ske igen”.