28-årig RUC-studerende vinder Easter Tour 2015

Da Casino Marienlyst i december måned var vært for Four Seasons Juletour, lykkedes det den 28-årige kommunikationsstuderende Peter Andersen at spille sig frem til heads up-duellen. Ultimativt måtte han give fortabt til Kasper ‘Razga’ Frøhling, men ved weekendens Easter Tour fik han endelig taget revanche, da han sluttede forrest af de 403 deltagere, og dermed tog sejren og de 86.500 kroner på toppen.

Det var en glad og lettet Peter Andersen, som PNN satte i stævne umiddelbart efter sejren var en realitet efter 10,5 times spil på finaledagen.

“Det er simpelthen en fantastisk følelse at vinde. Jeg var bigstack gennem hele turneringen, og da jeg til sidst sad på 80 procent af chipsene, kunne jeg fuldkommen styre spillet, men det er alligevel rart, at få den lukket i første hug”, fortæller han.

Selvom Peter Andersen også kom heads up ved sidste Four Seasons-turnering i Helsingør, så er han ikke sen til at påpege, at der for hans eget vedkommende var tale om to HELT forskellige turneringer.

“I december var jeg shortstack hele turneringen igennem, og fik nærmest fedtet mig til en andenplads. I denne weekend har jeg konstant ligget til i den bedre halvdel, og det har betydet, jeg har kunne styre spillet, og trykke folk på maven, når det rigtig gjaldt. På den måde føler jeg i langt højre grad, jeg har gjort mig fortjent til det flotte resultat i denne ombæring”.

IMG_1339

 

Hår på brystet

Den 28-årige RUC-studerende er faktisk slet ikke turneringsspiller, men spiller primært live cashgames. Han bruger dog turneringerne som en afveksling, og det må siges, at være en fin idé, med sine to seneste resultater in mente. Og succesen har da også givet mod på mere, fortæller han.

“Det er klart, at når det går så godt på turneringsfronten, så får man lyst til mere. I 2012 var jeg så heldig, at ramme en Royal Flush-jackpot her på kasinoet til 100.000, og dengang røg jeg nærmest direkte til Berlin for at give en EPT et skud. Jeg bustede i level 3, da mine blev suget af all in preflop, så det var et slag i ansigtet. Nu tror jeg imidlertid, jeg er klar til endnu et skud i en af de mellemstore turneringer, så det bliver måske til en Unibet Open eller en turnering i samme prisklasse i nærmeste fremtid”, fortæller han.

For sejren får den studerende 86.500 kroner, men der er hverken tid eller overskud til at fejre noget i aften. Andersen skal nemlig tilbage på skolebænken allerede i morgen.

“Min kæreste fulgte mig på livebloggen, men måtte give fortabt klokken 23.30. Hun har en forelæsning i morgen tidlig, og det har jeg sådan set også, så den store fejrings-middag må vente til senere på ugen”, slutter han.

 

Resultatet af Easter Tour 2015

403 deltagere á 1.120 kroner

1) Peter Andersen – 86.500 kroner
2) Christian Berentzen – 60.500
3) Mads Nielsen – 39.000
4) Philip Jacobsen – 29.000
5) Joachim Bau – 21.500
6) Michael Fardan – 17.500
7) Jonathan Nissen – 14.500
8) Peter Sørensen – 11.500
9) Jonas Tykö (Sverige) – 8.600