888poker til amerikanske pokerflygtninge: – I er ikke velkomne her

I sidste uge kom det frem, at 888poker har besluttet at lukke adskillige amerikaneres pokerkonti på sitet, som netop nu er verdens næststørste pokerrum foran iPoker- og bwin.party-netværkene.

Det kuriøse er dog, at der ikke er tale om amerikanere som er bosat i USA, men derimod amerikanske pokerflygtninge som har taget konsekvensen af Black Friday, og har valgt at flytte udenlands til f.eks. Mexico og Canada for at forfølge pokerkarrieren.

Flere spillere som nu bor i Mexico eller Canada har meldt ud, at de har modtaget emails fra 888poker, hvor de informeres om, at deres konti er blevet lukket og hvordan de kan få deres indestående udbetalt. I disse emails fremgik der ikke nogen grund til lukningerne.

Til gengæld stod der i emailen, at 888poker opfordrede spillerne til ikke at åbne nye konti, da disse også vil blive lukket og i dét tilfælde ville spillernes tilgodehavender ikke kunne udbetales.

“Vi fortsætter med at overvåge alle 888poker konti og aktivitetet og tager løbende forholdsregler. I det tilfælde at du har modtaget en email, som du føler er en fejl, vær venlig at kontakte kundesupport og du vil modtage et hurtigt svar”, stod der i en officiel udmelding fra 888pokers supportprofil i en tråd hos verdens største pokerforum 2+2.

Det vides endnu ikke hvor mange “amerikanske” konti 888poker har lukket.