AlexKP: HighstakesDB og Pokertableratings helt ude i skoven
Indrømmet! Vi har skrevet en del om Alexander ’AlexKP’ Petersen på det seneste. Det har vi fordi det er interessant at se, hvordan han klarer sig på de høje takster – at følge en danskers op- og nedture og se om det lykkes den bramfri silkeborgenser at bide sig fast i nogle af verdens hårdeste onlineborde.
Samtidig skriver vi også om det, fordi vi kan. Så snart man sætter sig på et $25/$50-bord eller en højere takst på PokerStars, så bliver man automatisk tracket af de to sites HighstakesDB og Pokertableratings. Trackingsites som ofte giver et udmærket overblik over, hvordan onlinespillene på de høje borde er forløbet, mens som samtidig ikke er fejlfri – så langt fra endda. Ofte misser de store og afgørende hænder, ligesom de også kan misse hele sessions.
”HighstakesDB og Pokertableratings giver langt fra det fulde billede af, hvordan det går. Et eksempel er forleden dag, hvor der stod jeg havde tabt $20.000, men hvor jeg faktisk endte i plus. De er ofte helt ude i skoven og misser tit sessions, hvor jeg måske har fire borde kørende på $25/$50 og $50/$100, som de slet ikke fanger,” siger han til pnn.dk.
Ja, og lad os da lige tage ’AlexKP’s egen graf fra forleden dag, hvor han altså skulle have tabt rundt regnet $20.000. Som det kan ses nedenfor, så endte han rent faktisk i et plus på knap $9.000.