AlexKP: Jeg kan ikke få lov til at sætte penge ind!

Alexander ‘AlexKP’ Petersen har igennem længere tid haft problemer med PokerStars, der opererer under nogle regler, som betyder, at AlexKP har svært ved at få sat penge ind på sin Stars-konto. Det er ikke et par hundrede dollars, vi taler om her, og præcis deri ligger problemet.

“Jeg kan ikke få lov til at deposite lige så meget, som jeg gerne vil,” siger en frustreret AlexKP til SLOWPLAY.dk.

Turneringsserien SCOOP – Spring Championships Of Online Poker – nærmer sig, og den turneringsserie er AlexKP varm på – hvilket bare yderligere hæver frustrationsniveauet.

“Ja, jeg vil ikke misse SCOOP, så prøver at finde ud, hvordan jeg skal bære mig ad. Skal bare have nogle skillinger derind, men de er sgu umulige at have med at gøre,” siger han.

I mellemtiden må han nøjes med at spille på en masse andre sites. Og det lyder til at gå fint for ham.

“Spiller på stort set alle andre sites. Kører en del under EV, men der er stadigvæk plus på bundlinjen, så jeg klager ikke,” siger AlexKP, der i øjeblikket går og tygger på, om han skal tage et smut til European Poker Tour-turneringen i Berlin. Han hælder mod at gøre det.

“Jeg tror måske nok, at jeg tager af sted, men jeg er lidt i tvivl om jeg nu også orker det. Har rejst meget i den sidste tid.”

Det ville jo ellers være fint, hvis du tog af sted og tog dig kærligt af nummer fire i træk?

“Ja, det er jo det, der er planen.”