AlexKP: – Las Vegas skal ha’ en på sutten

Alexander ‘AlexKP’ Petersen kom forslået ud af SCOOP-serien på PokerStars, men formåede dog at holde skindet på næsen takket være en fin måned rent cashgamemæssigt. Ikke desto mindre har han tænkt sig at tage revanche i Las Vegas under det indgangværende World Series of Poker.

“Las Vegas skal ha’ en på sutten,” lyder den kontante opmelding fra Danske Spils frontfigur, som dog ikke kommer til at kaste sig frådende over samtlige turneringer i den amerikanske ørkenby.

“Planen er at tage derover med ‘Sasuke’ og ‘Zupp’. Jeg spiller Main Event og $10.000 PLO-turneringen, men ellers kommer den bare til at stå på hygge, træning og cashgame. Ikke, at jeg gider træne, men jeg slipper nok ikke med de to freaks på slæb. Jeg bliver nød til at stoppe og få pusten efter fem trappetrin,” fortæller ‘AlexKP’.

Og hans forudanelser om, at ‘Zupp’ og ‘Sasuke’ hiver ham med til en alternativ omgang tortur i fitnesscenteret er i øvrigt spot on, kan ‘Zupp’ afsløre overfor PNN.dk.

“Det er 100% vi gør det. Han skal bare i gang,” fortæller han.

Ydmyg målsætning

‘AlexKP’s målsætning for WSOP er en af de mere ydmyge af slagsen. I al sin enkelthed gå den egentlig blot ud på, ikke at gå alt for stuck. For på trods af, at han vurderer, at han er godt inde i de mange cashgames, så er der en del udgifter, der skal modregnes.

“Jeg går altid stuck i Las Vegas. Når man lægger fly, hotel, mad, natklubber, staking, part og så lige $20.000 til buy in i turneringer, så er det svært at ende i plus. Medmindre man klonker stort, altså.”

Lad sidste sætning være en opfordring. For hvorfor ikke klonke Main Event, så burde der både være til natklubber og hotel i hvert fald.