Allan Bække: Målet er 15.000 kroner om dagen

Det går godt for Allan Bække i det nye år. Faktisk så godt, at det nu er til diskussion på Pokernet.dk om Hyper HU SNG-specialisten har ramt en ordentlig heater, eller om han virkelig kan opretholde sin ROI (Retun of Investment) på 5-6%,  som den i øjeblikket ligger på. Vi satte os for at få et svar fra hestens egen mund.

”Det er et godt spørgsmål, men jeg kan jo se på min EV-graf, at jeg hverken løber over eller under den forventede indtjening jeg burde have.”

”En EV-graf fortæller selvfølgelig ikke alt, og det er da muligt, at jeg har fået syv gange esser mod konger, men i så fald husker jeg det ikke. Jeg føler i hvert fald ikke, at jeg er på en heater. Faktisk er jeg lidt bagud i forhold til de mål jeg har sat mig” siger Allan Bække til Slowplay.dk.

Hvad er det for nogle mål?

”Det er nogle økonomiske mål, både på dags- og årsbasis. I øjeblikket satser jeg på at tjene 15.000 kroner om dagen, mens målet for året er 750.000 dollars. Det er måske lidt lavt sat.”

”Jeg lægger rigtigt mange timer i det for tiden, da jeg gerne vil spille mens jeg kan slå spillet og der nu oven i købet er skattefrihed. Det bliver vel til otte timer om dagen – rent faktisk spiller jeg så meget som muligt, som det nu lige kan passe ind med familien.”

Der er nogle der tvivler på, at man kan slå Hyper HU SNG, så meget som du gør. Er en ROI på 5-6% virkelig muligt i lænden?

”Det er direkte forkert at sige, at man ikke kan slå Hyper HU SNG’er med mere end en procent. Jeg kører måske en anelse over, hvad man kan forvente i år, men til gengæld kørte jeg nok under sidste år.”

”Jeg mener mine fem procent er et meget godt billede af, hvad jeg kan forvente. Måske den burde være marginalt under fem procent, men det er der omkring. Jeg kan holde min ROI så høj fordi jeg har en god table selection og ikke spiller mod de andre regulars – på den anden side vil de heller ikke spille mod mig.”

Hvordan går det på turneringsfronten?

”Jeg spiller masser af onlineturneringer, men det er den samme klagesang som altid. Jeg får bygget en kæmpe stack op på de første levels, er stadig stor når vi kommer i pengene, men så pludseligt er chipsene væk, når der er 10-20 spillere tilbage. Jeg kunne godt bruge noget endgame-skrub,” griner Allan Bække.

Vi får dig vel at se til EPT København?

”Ja. Det bliver godt at spille live igen. Det er ikke altid sjovt at sidde herhjemme, hvor det godt kan blive arbejde der skal overstås, så det bliver dejligt med noget afveksling. Derudover har jeg fortsat som mål at blive den første til at vinde to EPT’er, og jeg kan jo ikke blive ved med at satse på, at cheferne misser den ene mulighed efter den anden. Derfor må jeg hellere gøre arbejdet færdigt, og det ville være fint, hvis det kunne blive ved EPT København.”