Allan Bække og Mickey Petersen slutter året af med sejre

Selvom Mickey Petersen i løbet af 2015 tog sig den længste pause fra pokeren siden han begyndte at spille og brugte en lang periode på at lege turist i Sydkorea og Japan, så er han stadig sammen med Allan Bække én af de mest flittige og arbejdsivrige turneringsspillere, som vi kan mønstre herhjemme.

Og hårdt arbejde har det nu engang med at betale sig. Det beviste netop Mickey Petersen og Allan Bække i går, hvor de begge på falderebet af 2015 hentede sejre på PokerStars. Under sit velkendte nick ‘mement_mori’ outlastede Mickey Petersen 104 modstandere og strøg til tops i en $55 NL Hold’em-turnering, hvilket gav et afkast på $1.312.

Lidt mere i posen var der til Allan Bække, som i en $320 NL Hold’em [6-Max]-turnering hentede en førsteplads til $6,210, og endda derudover kunne krydre årets næst sidste dag med en fjerdeplads til $1,316 i en $55 Hyper Turbo-turnering.

Bækkes sejr bragte dog ikke forskydninger på årets turneringsrangliste på PokerStars, og således skulle det være sikkert og vist, at Bække slutter på andenpladsen og dermed kan hive en fin bonus hjem i form af  $25.000 i kontanter, ét års Sunday $215-billetter, $5.000 i billetter til store online turneringer, samt adgang til en $75.000 freeroll.