Amundsgård den store vinder mod Isildur og Trex313

Der har som så ofte før været godt gang i de store cash games på Full Tilt Poker, hvor ‘The Usual Suspects’ har basket løs på hinanden på nettets absolut højeste takster. Den vel nok mest volatile duel stod mellem Sverige og Norge, hvor førstnævnte nation stillede til start med vilde Viktor ‘Isildur’ Blom, mens Norge havde udtaget mere afdæmpede Ola “no_Ola” Amundsgård.

Den landskamp slap Norge klart bedst fra, da Ola “no_Ola” Amundsgård de sidste 24 timer har kværnet hele $562.000 hjem til kontoen. En hele del af de penge havde i går morges svensk ejer, da Viktor Blom i samme periode har tabt $354.000, hvoraf mange af dem er tabt på de samme borde, som Amundgård frekventerede. Det skriver HighstakesDB.com.

De to skandinaver udkæmpede ikke overraskende slaget i Pot Limit Omaha, hvor det nærmere bestemt var taksterne $200/$400 og $500/$1.000, der blev spillet på. Også gode, gamle Hac ‘Trex313’ Dang var en del af sjakket, men heller ikke han kunne tumle Amundsgård. Hac Dang måtte notere sig et tab på lige præcis en kvart million dollars.

Læs også: Jungleman om skænderi med Isildur1: – Jeg tror, han var fuld

Generelt var der besøg af mange store navne i går, hvor også Gus Hansen, Daniel ‘Jungleman’ Cates og Phil ‘Polarizing’ Ivey var forbi bordene. Bedst af dem gik ‘Jungleman’, der i det sidste døgn har spillet $172.000 hjem, mens både Gus Hansen og Phil Ivey måtte skrive med rødt i dagbogen. Gus smed lidt over $100.000 i går, men har heldigvis vundet det meste tilbage i løbet af natten, så han nu står noteret for et noget mere beskedent minus på ca. $25.000.

Der er i skrivende stund stadig godt gang i den på Full Tilt Poker, hvor Gus Hansen, Viktor ‘Isildur’ Blom og Daniel ‘Jungleman’ Cates netop nu sidder og forsøger at udmanøvrere hinanden i 2-7 Triple Draw.