100k Challenge: Coimbra halter efter målet med kun én måned tilbage

I begyndelsen af året satte Team PokerStars Online Pro Andre “acoimbra” Coimbra et mål. Han ville lave $100 om til $100.000 i løbet af dette kalenderår, og derefter donere alle pengene væk til velgørenhed.

Han har løbende holdt sine fans opdateret om fremgangen i en serie af videoblogs, og i denne uge kom så opdatering nummer 36.

Her afslører Coimbra resultatet for den seneste uges spil, og det lyder på ca. $1000 profit. I alt er rullen efterhånden $46.779 værd, hvilket naturligvis ikke er dårligt, når man tænker på udgangspunktet hed $100 for snart 11 måneder siden.

Der er dog stadig lang vej til målstregen for Team PokerStars Online Pro’en, som altså skal ud og lave et stort resultat i december, hvis han skal nå sit mål.

Efterhånden er han dog gået over til at spille mere end blot lowstakes-events, og Sunday Million fik f.eks et skud i den forgangne uge.

“I søndags havde jeg et dybt run i Sunday Million. Jeg sluttede nr. 100-et-eller-andet, men… da jeg havde ca. 11 big blinds skubbede jeg T4o fra small blind og løb ind i esserne, så det gik ikke så godt. Forbandede esser”, siger Coimbra med et skævt smil.

Du kan se Coimbras seneste videoopdatering her, hvor han også fortæller om et finaltable, hvor han bustede lidt unødvendigt som nr. 4 på trods af at have startet finalebordet i en gunstig position.