Anton Wigg efter ransagning: – De tog alle mine penge og værdier

Svenske pokerspillere og myndighederne i vores broderland har aldrig været særligt gode venner, og en stor del af grunden til det er, at det ikke er nemt at gennemskue præcist hvordan pokerspillere skal beskattes af deres indtægter.

Svenske Anton Wigg fik tidligere i denne måned en ubehagelig overraskelse, da der pludselig blev hamret på hans hoveddør og råbt “Åbn døren”.

Udenfor stod politiet med en ransagelseskendelse, fordi Anton Wigg var mistænkt for skattesvig og med ét blev hans bankkonti frosset og lejligheden tømt for alt af værdi.

I et nyt interview med den svenske avis Aftonbladet, taler den 26-årige tidligere EPT København- og Sunday Million-vinder nu ud om anklagerne imod ham, som sidenhen er blevet droppet.

“Hun (en kvindelig tjenestemand fra fogeden) forklarede mig, hvorfor de var der, og hvad jeg var mistænkt for. Derefter viste hun mig en optegning over mine pokergevinster. Jeg kunne ikke tro mine egne øjne. Information havde hun fra et russisk trackingsite, som jeg aldrig har hørt tale om. Informationen var helt forkert. Mine gevinster var blæst op til det dobbelte i forhold til virkeligheden, og hvordan det ser ud på de pålidelige trackingsites. Det var dette, som var deres grundlag, og det var denne information, de havde anvendt, for at anklageren skulle sige ja til at udstede ransagelseskendelsen. Det er altså ganske tydeligt, at anklageren ikke har fået et nuanceret billede af tingene”, siger Anton Wigg til den svenske avis.

Læs også: Politiet ransager EPT København-vinders hjem

 

Depositum på én million kroner – alt blev konfiskeret

Tjenestekvinden fra Kronofogden krævede, at Wigg lagde et depositum på ca. en million kroner, og da han ikke kunne mønstre den slags penge i kontanter, blev han informeret om, at hans bankkonto ville blive tømt. Desuden tog myndighederne alle værdier med fra hans lejlighed, såsom Wiggs Xbox, Ipod docking station, et par ure og de kontanter Wigg havde på sig.

“De tog alt. Jeg forstår, at det er normal praksis i disse sager, men det er tragisk, når konsekvensen bliver, at man er dømt på forhånd uden at få nogen chance for at forsvare sig. I stedet bliver man tvunget til at bevise sin uskyld og det er jo direkte forkert. Og jeg vil gerne understrege, at jeg altid har været en god medborger og betalt min skat. Mit nick “AnteSvante” har jeg altid været åben omkring, og mine resultater har aldrig været nogen hemmelighed”, siger Wigg til Aftonbladet og fortæller, at han har indbetalt et større beløb for at blive renset for anklagerne.

“Efterforskningen mod mig er nedlagt, og iflg. de papirer jeg har fået, er der ingen grund til at mistænke Anton Wigg for noget. Men jeg har indbetalt pengene. Altså de penge, som de opkrævede og mente jeg skyldte dem. Jeg følte ikke jeg havde noget valg. Jeg vil ikke være skyldner hos Kronofogden”, siger Wigg som ikke vil fortælle, hvor mange penge det reelt drejer sig om, men et godt bud er ca. en million svenske kroner.

“Jeg vil ikke komme ind på cifrene, det er ikke vigtigt. Det eneste der er vigtigt er, at jeg har betalt den sum, som skattevæsenet føler er den rigtige. Nu er det op til mig at gå rettens vej, så jeg kan få penge tilbage, så det bliver rimeligt. Jeg er ikke sikker på, hvordan det kommer til at udspille sig, men det må fremtiden vise”, siger den tidligere Svenska Spel pro.

Hele situationen har påvirket Wigg kraftigt, og han siger nu at han ikke længere føler sig tryg i Sverige.

“Hele situationen har været ubehagelig og jeg synes det er vigtigt, at jeg taler om det her og deler ud af mine erfaringer. Jeg er tilfreds med hvordan det er lykkedes mig at håndtere situationen, det har været et hårdt år rent mentalt. Men jeg føler ikke længere samme tryghed i Sverige. Desværre er jeg blevet tvunget til at blive mere kynisk. Det er trist, men det er sådan det er”, slutter han af.

Læs hele interviewet på Aftonbladet.se