Antonio Esfandiari: – Jeg ville være den næste David Copperfield

Antonio “The Magician” Esfandiari er en af verdens mest kendte og højest profilerede pokerspillere, men bag om navnet gemmer der sig en spændende historie, om en mand som flygtede fra et land i krig til et landt i vest kendt som “mulighedernes land”.

I et nyt interview med Pokernews.com, fortæller Antonio Esfandiari om sin opvækst i Iran, om sin far som han stadig anser som sin store helt, og om hvordan han begyndte at spille poker.

Da Esfandiari var en lille dreng, boede han med sine forældre og lillebror i Iran, der på daværende tidspunkt var i krig med nabolandet Irak. Han husker levende, hvordan familien ofte var nødt til at søge ly fra den irakiske hærs bomberegn i beskyttelsesrummet under huset hvor de boede. Når bomberne stoppede, kunne de igen returnere til deres bolig, kun for at konstatere at bygninger længere nede af gaden var blevet sprængt i tusindevis af stumper.

Faderen besluttede at lade krig være krig, og tage sin familie med til vesten – nærmere betegnet USA – for at starte på en frisk. Og når Antonio siger på en frisk, så menes der “på en frisk”. Iran tillod nemlig ikke folk, som ville forlade landet, at tage ejendele med sig, da man ville sikre at landets rigdom forblev indenfor landets grænser.

 

En hård start i USA

Efter ankomsten til USA arbejdede Antonios far stenhårdt på at skabe et nyt liv for familien, og det betød lange dage med 12-15 timers arbejde. Moderen forlod familien for at rejse hjem til Iran, hvilket betød af Antonio og hans lillebror mest blev passet af bedstemoren, mens faderen var ude og tjene penge til familien.

Livet i USA startede ikke nemt for Antonio, som ikke var synderligt populær da han begyndte i skolen. Han kunne kun ét ord på engelsk, og det var ordet “hej”.

Det tog ham 6 måneder før han var i stand til at føre en samtale med de andre børn, men siden da gik det hurtigt fremad. Han blev hurtigt en mønsterelev med gode karakterer – en “straight-A student”.

Antonio har altid været vant til at arbejde for sine penge. Det første job fik han som 9 årig, da han fik sin egen avisrute, og som 11 årig arbejdede han med telemarketing. Som 14 årig blev han afrydder på en restaurant, og fik senere et job som tjener, da han var blot 16 år gammel.

På det tidspunkt skete der dog dét, at Antonio blev uvenner med sin far efter en skænderi, og besluttede sig for at stikke af hjemmefra. Han ventede på, at faderen var faldet i søvn, hvorefter han skrev en seddel og forlod familiens hjem.

Herefter fik han hurtigt sin egen lejlighed, hvilket var højest usædvanligt, da han endnu gik i High School. Dét at have sin egen lejlighed, gjorde samtidigt Antonio til en mere populær fyr i omgangskredsen, og han begyndte så småt at lave nogle ting, som han ikke skulle lave.

“It was a party”, forklarer Antonio i interviewet.

 

Ville være den næste David Copperfield

Samtidigt fik den kommende pokerspiller øjnene op for trylleri. Man kan sige han blev tryllebundet af magiens verden, og ret hurtigt stod det ham klart, at han skulle bruge sit liv på at blive tryllekunstner.

“I wanted to be the next David Copperfield”, siger Antonio, og han brugte adskillige timer hver eneste dag på at øve. Det gik hårdt udover karaktererne i skolen, som ikke kunne klare at Antonio nu boede alene, festede for meget og hellere ville være tryllekunstner end at lære om alle mulige ting som ikke interesserede ham.

 

Poker pro fremfor ejendomsmægler

Det var på dette tidspunkt, at Antonio Esfandiari opdagede poker, som han begyndte at spille regelmæssigt. På samme tidspunkt havde den unge Esfandiari netop fået sin licens til at arbejde som ejendomsmægler, men han fik aldrig den store succes i jobbet, og brugte sine aftener på at tjene penge på at spille poker i stedet.

“Jeg husker at i ca. to uger kom jeg ind på ejendomsmægler-kontoret hver morgen kl. 9, og begyndte at ringe uopfordret rundt til folk, for at forsøge at få gang i salget. Og jeg spillede poker om natten, og jeg var begyndt at tjene penge, og jeg tænkte: Hvordan kan jeg tage på arbejde kl 9 om morgenen og ringe rundt til folk for at få nogle ejendomsmægler-sager, når jeg gambler. Så derfra begyndte jeg bare at spille poker, og jeg er ikke stoppet siden”.

Se interviewet med Antonio Esfandiari her: