Bay 101: Stjernerne skal skydes
En af de sjoveste turneringer på hele World Poker Tour starter i dag, og næsten alt hvad der kan kravle og gå af amerikanske pokerstjerner, er troppet op i San Jose, hvor de hele turneringen igennem vil have en skydeskive siddende på ryggen. Reglerne for ‘Bay 101 Shooting Stars’ er enkle: Hvis du slår en ‘stjernespiller’ ud, modtager du $5000 i kolde kontanter. Så kan et bagdørs farvetræk lige pludselig se ganske nydeligt ud.
Ved hvert eneste bord vil der sidde en ‘stjerne’. De er selvfølgelig markeret på forhånd, så man ved, hvem man skal kyle på porten. Blandt de spillere med målskive kan nævnes Phil Hellmuth, Daniel Negreanu, Jonathan Duhamel, Erik Seidel og Mike Matusow. Disse fem skal alle i ilden i dag, hvor Dag 1a skydes i gang.
Vi har kigget den foreløbige startliste til Dag 1a igennem og umiddelbart er der ingen danskere til start. Phil ivey, der ellers har gjort turnerings-comeback på det seneste, er heller ikke at se nogen steder. Der forventes mellem 400 og 500 spillere, som alle lægger de $10.000, som det koster at være med.
På Twitter kan man følge bl.a. Negreanu og Matusow, der brokker sig over, at turneringen ‘allerede’ starter kl. 10.45 (amerikansk tid). Et fuldstændig ukristeligt tidspunkt for en rigtig pokerspiller.
Du kan ugen igennem få en daglig opdatering på, hvordan det går ved Bay 101 Shooting Stars, hvis du klikker ind på Slowplay.dk.