Bedste dansker i verdensrekordturneringen: Så er der til julegaverne!
Bjoornkjaer – danskeren med den seje avatar, der sluttede som bedste dansker i PokerStars $1 verdensrekordturnering – er blevet støvet op, og vi bringer her et interview med danskeren. Den seje avatar vender vi tilbage til. Men den ser sådan her ud:
Og med historien om den bad-ass-avatar i vente, kan du jo nok se, at du bliver nødt til at læse historien til ende.
Kæresten lå og halvsov
Et af de store spørgsmål er jo, om man er glad eller skuffet, når man slutter som nummer 7 i en turnering med 200.000 spillere?
“Mest glad. Jeg spiller normalt for $5 og noget i den stil, så $5.250 er rigtig mange penge for mig. Man kan jo ikke regne med noget som helst i sådan en turnering, og det gjorde jeg da heller ikke. Det startede med, at jeg sad sammen med nogle venner og hyggede og spiste pizza. Men en af mine venner skulle allerede op og på arbejde klokken fem om morgenen, så jeg sad faktisk og spillede videre i en bil. En af mine venner kørte mig hjem, og en anden havde så noget internet, jeg kunne være på, mens jeg blev kørt,” griner Bjoornkjaer, der heller ikke rigtigt formåede at ophidse kæresten med sin præstation.
“Hun lå og halvsov ved siden af mig,” konstaterer han.
Julegaverne er i hus
Med 12 spillere tilbage i turneringen lå Bjoornkjaer nummer tre, men derefter gik det hurtigt nedad bakke. To gigantiske flips i træk blev tabt, finalebordet blev fundet, en big blind kostede fire millioner og pludselig havde Bjoornkjaer kun 14 millioner chips tilbage. De blev kylet til midten fra small blind positionen med Q-6, og big blind fandt et kald frem med 9-2. Fire kort og en 9’er senere var det slut for Bjoornkjaer.
“Der var jo rigtigt store penge på spil til de bedste placeringer, så selvfølgelig er det ærgerligt, men jeg synes bare, at det er svært at være skuffet, når man tænker over, hvordan sådan en turnering er forløbet. Nu trækker jeg de fleste af pengene ud, og de falder på det helt rigtige tidspunkt. Så er julegaverne i hus,” griner han.
The King of Flips
Det allerstørste spørgsmål må være, hvor mange flips, der skal vindes for at blive nummer syv i en turnering med 200.000 spillere.
“Ha ha, det ved jeg ikke. MANGE! Jeg kan huske, at jeg var nede i 4.000 chips, da average hed cirka 12.000. Fire hænder senere var jeg oppe i 60.000 og med helt fremme. Jeg havde da ok kort, men alle fire hænder var flips, og jeg vandt dem alle. Derudover holdt mine gode kort jo hjem næsten hver gang,” fortæller Bjoornkjaer.
Black Dynamite
Og lad os da så endelig få historien om den bad-ass-avatar, der så absolut har potentiale til at blive legendarisk. Bjoornkjaer er tydeligt stolt, da hans avatar får ros.
“Tak. Den stammer fra en film, der hedder Black Dynamite, som jeg synes er helt vildt sjov. Den handler om ham den sorte, der render rundt og smadrer folk. Der er faktisk rigtigt mange, der har kommenteret den avatar, så det er jeg rigtigt glad for.”
You want some? Come get some!
pnn.dk siger tak for snakken og tillykke med gevinsten. Godt gået.
I begyndelsen af turneringen sad jeg faktisk og spillede i en bil på en af mine venners internet.