Bellande: Den frivillige skurk

ESPNs Gary Wise har en høj stjerne her på pnn.dk, og han er igen mand for en meget interessant historie – denne gang om bulderbassen Jean-Robert Bellande.

Jean-Robert Bellande er kendt for sin høje cigarføring i form af limousiner, privatfly, smukke piger og highstakes pokerspil i især Ivey’s Room på The Aria – Las Vegas’ nye luksushotel. Over 26.000 mennesker følger hans Twitter-profil.

Jean-Robert Bellandes høje cigarføring har i vide kredse gjort ham til lidt af en antihelt – eller måske rettere: skurken man ikke ville være foruden. Lidt ligesom Hade-Martin og Dan ‘The Man’ Marstrand var det i Robinson Ekspeditionen.

Phil Hellmuth, der nok ved lidt om, hvordan man promoverer sig selv, er ikke overraskende begejstret for Jean-Robert Bellandes facon:

“Det er godt for pokeren. Jeg elsker, at han er så ærlig og autentisk. At han bare kaster det hele ud. Det hele – både op- og nedturene kommer fra hjertet, og det er meget autentisk. Det er godt for pokeren,” siger Phil Hellmuth.

Jean-Robert Bellande selv efterlyser mere ærlighed fra pokerverdenens mere eksponerede figurer. Det er ikke det sande billede, når man kun hører om de gode tider, mener han.

“Du ser de unge mennesker klare sig godt, men du ser ikke, når de har det svært og kæmper med det. Når du gambler, kan du tabe store penge. Det er lige meget hvem du er, sådan er det. Nogle af os omfavner det og elsker det. Det kan være utroligt, det kan være frygteligt, men hvis nogen fortæller dig, at alt er positivt, er det ikke hele historien,” siger Jean-Robert Bellande.

Læs hele historien her.