Bellande: Vi blev tortureret af Michael Phelps i Ivey’s Room
I starten af september måned skrev underholdnings/gossipsitet TMZ, at den nu pensionerede supersvømmer Michael Phelps havde vundet omkring $100.000 i et pokerspil på Caesars Palace. Historien fandt hurtigt vej til pokernyhedssites verden over – blandt andet til pnn.dk – men som vi også skrev i artiklen, så virkede historien noget tyndbenet. Brugerne på pokerforummet 2+2 virkede ikke til at tro på historien over en dørtærskel – som en af brugerne skrev:
“Jeg har aldrig set et spil på Caesars Palace, der er stort nok til at man kan vinde $100.000.”
Et par dage senere blev historien endegyldigt begravet, da Michael Phelps via twitter selv svarede på historien.
“A $100.000 win? I wish!”
Læs også: Medie: Michael Phelps vinder $100.000 i cashgames
Men noget tyder nu på, at vi skal til at revurdere opfattelsen af, at Michael Phelps simpelthen ikke spiller så højt spil. For en lille time siden tikkede følgende tweet ind fra bustokongen Jean-Robert Bellande.
“Vi blev tortureret af Michael Phelps i Ivey’s Room på ARIA igen i dag. Jeg mener, at han nu er 4-1 (vundet fire gange og kun tabt en, red.) her. Hmmm, og Antonio Esfandiari kalder ham ‘fishy’,” skriver Jean-Robert Bellande.
En gut spørger Jean-Robert Bellande om, hvad de spillede og hvad limits var.
Vi kunne ikke selv stille et bedre spørgsmål. Svar, Jean-Robert!