Binion’s Horseshoe genåbner
I 1970 inviterede Benny Binion syv af landets mest berømte pokerspillere til en turnering, hvor vinderen skulle findes via en hemmelig afstemning. Johnny Moss vandt, og beviste både i 1971 og 1974, at han ikke behøvede en afstemning for at vinde Benny Binions pokerturnering.
Binion’s Horseshoe var stedet, hvor World Series Of Poker blev afholdt fra 1970 og helt frem til 2005, hvor turneringsserien rykkede til Rio. Det var på Binion’s Horseshoe, at legender som Amarillo Slim, Doyle Brunson, Stu Ungar og Johnny Chan blev skabt. Det var her, at de fortsat aktuelle fortællinger om Phil Hellmuth, Scotty Nguyen og Chris Ferguson begyndte. Og endelig var det på Binion’s, at Chris Moneymaker og Greg Raymers store Main Event-triumfer førte pokeren ind i den ny tidsalder.
Casinoet har hele tiden været åbent, og fejrer i år 60-års fødselsdag, men selve hotellet lukkede i 2009 på grund af slitage.
I Las Vegas jævner man normalt gamle hoteller med jorden, og bygger noget nyt og lækkert, men Binion’s Horsehoe’s hoteltårn har helt uhørt undgået både nedrivnings-kugle og sprængstoffer. I stedet er de sidste to år blevet brugt på en komplet renovation, og ifølge avisen Las Vegas Review Journal er Binion’s Horseshoe igen klar til at modtage gæster inden for en nær fremtid.