BLUFF kårer Eugene Katchalov til Årets Spiller

2011 var kun ni dage gammel, da Eugene Katchalov vandt PokerStars Caribbean Adventure Super High Roller, hvilket blev starten på et fænomenalt år for den ukrainsk fødte amerikaner. Det lykkedes ham nemlig sidenhen at opnå finaleborde i EPT-, NAPT- og WSOP-sammenhæng, og ikke mindst sikre sig karrierens første bracelet, da han vandt en Seven Card Stud-turnering under sommeren World Series of Poker. I alt skrabede han over $2,5 millioner sammen i turneringssammenhæng i løbet af 2011 og det var nok til, at det anerkendte pokermagasin BLUFF tildelte ham titlen som årets spiller.

”Det er en fantastisk følelse at vinde Bluff Magazine Player of the Year, da jeg føler, at al det hårde arbejde jeg har lagt i pokeren nu giver bonus. Det er en titel som jeg altid vil være stolt af og som vil blive hos mig resten af livet. Det er virkelig ikke noget jeg havde forestillet mig inden denne sommer, eftersom det er et mål som er så svært at opnå, men da det nærmede sig og det så ud som om jeg havde en reel chance, så gjorde jeg alt for at spille så meget som muligt og dermed forsøge at vinde titlen.”

Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt i hvor vidt forskellige discipliner, at Eugene Katchalov har sikret sig sine fornemme resultater. Efter sin Highroller-sejr viste han sine evner i et stort felt, da han blev nummer tre i EPT Barcelona. Han cashede i både NBC National Heads-Up Championship og NAPT Mohegan Sun Bounty Shootout, ligesom han også kom i pengene i the PCA Turbo No Limit Hold’em Six Max. Hans evner rækker dog ikke kun til NL Hold’em, eftersom han også vandt et bracelet i Seven Card Stud.