Bønding er verdens 11. bedste live-turneringsspiller

Nu giver vi her på Slowplay ikke meget for andre ranglister end Global Kinapoker Index (som bringer sandheden og KUN sandheden), men vi lovede i sin tid, at hvis en dansker klarer sig ind i top 10, så ville vi ofre det en fodnote, og den kommer så her.

For selvom Lars Bønding lige akkurat ikke klarede cuttet, så måtte vi alligevel løfte et øjenbryn, da vi fandt ham placeret på en 11.plads på Live Poker Rankings (LPR) liste over verdens bedste live-turneringsspillere i disciplinen NL Hold’em. Halleluja!

Lars Bønding er skrap. Topskrap, faktisk. Alligevel undrer det os, at den lune turneringsspecialist i den grad kan lægge en mand som Phil Ivey bag sig. Ivey halter langt efter på en 68.plads, og må i øvrigt også finde sig i at være distanceret af både Jesper ‘Kipster’ Hougaard (nr. 33) og Mads Wissing (nr. 65).

I den anledning ville det måske have klædt ranglistens ophavsmænd at rette opmærksomheden mod sommerens World Series of Poker, hvor Phil Ivey ramte fem (!!!) finaleborde, mens Bønding ikke fik meget andet ud af sine anstrengelser end en samling bløde hatte til garderoben.

Der hvor det går helt galt for ranglisten er imidlertid i Top 3. Martin Jacobson som topper ranglisten er en rigtigt, rigtig dygtig spiller, bevares, men at de to belgiere Koen De Visscher og Pierre Neuville skal indtage anden- og tredjepladsen er altså et større mysterium end spørgsmålet om, hvad der sker, hvis en UFO der flyver med lysets hastighed tænder forlygterne.