Bondo: Håber på flere ændringer i pokerloven

Formand for Dansk Pokerforbund, Jes Bondo, var i sidste uge til møde hos SKAT. Dagsordenen for mødet var hverken torskegilde eller huller i selvangivelsen, men derimod den danske pokerlov.

For selvom der den 1. april blev foretaget en ændring i lovgivningen, så det nu er muligt at købe sig ind i en turnering helt frem til start, så er der ifølge Jes Bondo fortsat plads til forbedringer.

“Jeg havde bedt om et møde med skatteminister Thor Möger Pedersen, men han havde ikke hul i kalenderen. Istedet fik jeg et møde med en embedsmand, hvor også en repræsentant fra spillemyndigheden deltog.”

“Tidligere var det øverste punkt på vores papirlap, at man skulle kunne registrere sig til turneringer i klubberne på selve dagen, men nu da det er kommet igennem, så er det jo bare med at tage fat på de næste punkter. Jeg kan for eksempel ikke forstå, at man ikke må afholde SNG’er, ligesom Dansk Pokerforbund også gerne vil have hævet loftet på både indskud og præmiepuljerne,” siger Jes Bondo til Slowplay.dk.

“Derudover kan jeg ikke forstå, at man ikke må afholde turneringer hver dag. Ja, faktisk ville det være fint, hvis man kunne afholde flere turneringer hver dag.”

“Jeg fik at vide, at hvis vi hævede indskud og præmiepuljerne for turneringerne i klubberne, så ville vi nærme os kasinoernes område. Jeg synes nu nærmere, at det er kasinoerne, der nærmer sig klubbernes område, for de har længe afholdt turneringer med indskud på helt ned til 250 kroner. Jeg synes da også, at jeg til mødet mødte forståelse for vores synspunkter. Nu er må vi jo så bare forsøge at skaffe politisk flertal for de nødvendige ændringer.”