Brad Booth i kontakt med Russ Hamilton: Det føles som at tale med min morder!

Brad ‘Yukon Brad’ Booth, tidligere succesfuld highroller, har været i kontakt med både Russ Hamilton og Phil Hellmuth om UltimateBet-skandalen. Brad Booth var angiveligt et af de helt store ofre for UltimateBet-skandalen – det forlyder, at han blev direkte svindlet for $2 millioner. Han fortsatte med pokeren efter at han var blevet snydt, men noget var ændret for Brad Booth, der aldrig fandt tilbage til succesens snævre vej. Ifølge ham selv har han siden 2008 tabt $4,2 millioner på at spille poker.

Læs også: Superbruger-ofre sagsøger UltimateBet for mere end $10 millioner

Brad Booth har i løbet af den sidste uge langet ud efter især Phil Hellmuth. Det startede med en tweet den 7. februar:

“Jeg har brug for at tale med dig, Mr. Hellmuth. Det er din sidste chance for at svare mig. Du har 24 timer,” skrev Brad Booth i en tweet, der nemt kunne tolkes som om en trussel a la: ‘Jeg har noget på dig, Hellmuth. Kontakt mig eller jeg slipper det løs’.

Og noget er der i hvert fald sket. For Brad Booth har både været i kontakt med Phil Hellmuth og ikke mindst Russ Hamilton, der af mange betragtes som selve bagmanden for svindleriet på UltimateBet.

“Jeg har talt med Russ Hamilton de sidste to dage. Det har været rystende at tekste frem og tilbage med en gut, der TOTALT fuckede min karriere op. Det føles som at tale med min morder. Det var en oplevelse, der var fyldt med blandede følelser, og det var virkelig et adrenalin-rush,” skriver Brad Booth på pokerforummet 2+2.

Brad Booth var endda lige ved at stable en fysisk aftale på benene med Russ Hamilton.

“Jeg regnede ikke med at høre fra ham. Jeg skulle faktisk have mødtes med ham, men han trak sig igen i 11 time. Sick,” skriver Brad Booth.

Og i forhold til Phil Hellmuth er Brad Booth desværre meget ukonkret. Men lidt fortæller han da.

“Jeg havde en 45 minutters konversation med Phil Hellmuth her den anden dag. Jeg mener, at han skylder pokermiljøet en forklaring. Manden er aldrig blevet interviewet om, hvad han vidste og hvordan han forholder sig til hele denne sag. Lad os få noget klarhed!”