Breaking: Ivey taber retssag og 12,2 millioner dollars
Phil Ivey har tabt sagen mod Crocksfords Casino i London, i dag. Det rapporterede BBC-korrespondent Angus Crawford på sin Twitter direkte fra retslokalet omkring klokken 17.00 tirsdag.
Sagen blev anlagt af Ivey selv, da casinoet nægtede at udbetale ham gevinster for 7,7 millioner pund, som han ifølge eget udsagn havde vundet ærligt og redeligt i kortspillet Punto Banco. Ivey forklarede retten, hvordan han benyttede sig af en teknik kaldet ‘edge sorting’, der ved hjælp af små genkendeligheder på kortene kunne vende spillet i den amerikanske gamblers favør.
Retten var imidlertid enige med casinoet i, at teknikken ifølge civilretslige love betegnes som snyd, og fritog derved casinoet fra at betale Phil Ivey de mange millioner kroner.
På trods af dommen mod Ivey, kaldte dommeren ham et sandfærdigt vidne, og understregede, “at Mr. Ivey ikke handlede i ond tro, da han selv var overbevist om, hvad han gjorde ikke var snyd”.
Phil Ivey selv har udtalt gennem en talsperson, at han er skuffet over dommen, og at det ikke ligger til hans natur at snyde, eller at sætte sit ry på spil på sådan en måde.
“Jeg tror på, at vores strategi var fuld ud lovlig. Vi gjorde intet andet end at udnytte Crockfords’ manglende evne til at beskytte sig mod dygtige spillere som mig selv. I dag viste det sig så, at dommeren ikke var enig i den betragtning”, lyder ordene fra verdens bedste pokerspiller.