Brink klar til kæmpe WCOOP Highroller 8 Game-finale
Frederik Brink er en alsidig herre. Ingen benægter, at han er blandt Danmarks ypperste turneringsspillere i NL Hold’em, men Fanøs Stolthed begår sig også som en fisk i Vesterhavet i andre varianter.
I nat spillede han sig iblandt de sidste 11 i WCOOP $10.300 8 Game Highroller-turneringen, og kan oven i købet tage sig en velfortjent lur på en samlet andenplads, inden turneringen genoptages klokken 18.30 i aften.
Brink er allerede sikret en udbetaling på $22.750, men higer naturligvis – med den flotte placering in mente – efter førstepræmien, der lyder på hele $247.975.
Den danske EPT Madrid-vinder skal dog igennem et par yderst kompetente modstandere, før han kan fejre en eventuel sejr. Blandt de resterende 11 spillere finder vi nemlig topskrappe spillere som PokerStars Pro’erne George ‘Jorj95’ Lind og Jason Mercier, Dan ‘djk123’ Kelly, den schweiziske highroller Ronny ‘1-ronnyr3’ Kaiser og den canadiske chipleader Andrew ‘Clockwyze’ Pantling.
Og nå ja, så må vi endelig ikke glemme tre’eren på WCOOP-seriens samlede leaderboard, Shaun Deeb.
Turneringen genoptages klokken 18.30.