Bubber til EPT Kbh: Jeg fatter intet!
Vi så ham med det samme, og vi troede lige, at Niels Christian Meyer aka Bubber ville lave en ‘Stig Rossen’ (Stig spillede med i PokerStars EPT København for to år siden og kom rent faktisk i pengene, red.).
Det kunne sgu have været sjovt, men Bubber stiller desværre ikke til start i årets EPT. Slowplay fangede ham for et kort øjeblik siden, hvor han fortalte, at han ganske rigtigt er i gang med optagelserne til en ny omgang ‘Danmark ifølge Bubber’. Poker kan den populære tv-vært dog ikke spille.
“Jeg kan overhovedet ikke finde ud af det. Jeg står og prøver at finde strukturen i det, men det er HELT sort, lyder det fra Bubber, der dog slår fast, at han selvfølgelig skal prøve kræfter med spillet i programmet. Bare ikke i en EPT.
“Det her er jo en turnering for reelle spillere, og der kan jeg ikke være med. Det ville simpelthen være repektløst over for vores midler, hvis jeg spillede med her”, slutter Bubber, der i øvrigt har ‘Lotto-Henrik’ med på sidelinjen, når programmet ruller over skærmen. Bubber står da også og følger Lotto’s bord netop nu.
Hvad sker der? Vandt du? Hvor er jeg?
Og for en halv times tid siden vandt Lotto så en hånd – ikke at Bubber fattede en hat af, hvad der foregik.
“Hvad skete der lige der? Vandt du hånden? har du allerede flere chips end du startede med?,” lyder spørgsmåls-salven, som Bubber får sendt af sted mod Lotto-Henrik. Tv-holdet, der følger Lotto-Henrik er i øvrigt tydeligvis irriteret over, at Slowplays udsendte står i baggrunden. Vi kan kun opfordre dem til at finde et badekar, eller et eller andet, som de ved noget om.
Følg med LIVE fra PokerStars EPT København – nu med Bubber – lige her