Christian ’Tox’ Togsverd: Kan ikke betale sig at spille WPT Vejle
Den danske cashgamespecialist, Christian ’Tox’ Togsverd dukkede op til WPT Irland, men ellers er det ikke meget man har hørt til ham det seneste år, hvor han har formået at holde sig under radaren. Det er nu ikke fordi han er trappet ned med pokeren – nærmest tværtimod lyder det til.
”Jeg fik spillet rigtig meget poker i 2011, og ja det er også gået fint,” fortæller han til Slowplay.dk uden dog at ville sætte kroner og øre på hvad det dækker over.
Her i det nye år kan vi dog se frem til at høre mere til den 26-årige pokerspiller, for han varsler nemlig, at en blog er på vej, hvilket vi naturligvis ser frem til, mens det også er live-turneringer på programmet i foråret.
”Jeg regner med et par stykker – i hvert fald sandsynligvis EPT København. Det var også planen at spille WPT Vejle, men med et buy in på 11.111 kroner så springer jeg den over. Jeg ved godt det lyder arrogant, men det kan ganske ikke betale sig, hvis jeg sætter det op mod hvad overnatning og transport koster sammenholdt med den forventede mistede arbejdsfortjeneste ved onlinebordene. Så det bliver ikke lige i denne omgang.”
Det danske marked er blevet liberaliseret, hvilket synes at have åbnet op for, at spillesites igen er begyndt at tegne kontrakter med spillere. Er det noget der frister?
”Eftersom pokersiderne nu er skattefrie, så er der jo tale om et frirul, hvilket naturligvis gør det interessant. Jeg er dog udmærket klar over, at jeg nok ikke får PokerStars på direkten, så det kommer helt an på, hvad et givent sponsorat ville komme til at indebære. Men det er interessant, det er klart.”