Dårlig joke kostede “Timex” et ban fra PokerStars
Som de fleste nok ved, har spillerne i USA ikke været i stand til at spille real money poker på PokerStars siden Black Friday, og sitet banner omgående spillere, som bliver fanget i at bruge Virtual Private Network (VPN) til at skjule deres lokation i USA og alligevel spille online.
Men det lader også til, at selv jokes om at spille fra USA ikke er tilladt. Det må Mike “Timex” McDonald sande, efter han forleden forsøgte at gøre sig morsom på Twitter.
“Overvejede at tage en fridag i dag for at slappe af ved poolen, men jeg kunne ikke lade vær at regge til 6-max. Mit bedste spil”, skrev “Timex” og postede et billede, hvor han sidder bænket i en $25 NL Hold’em 6-max turnering på PokerStars.
Der var naturligvis kun tale om en joke, men en – eller flere – af Mike McDonalds følgere på det sociale medie, indberettede ham omgående til PokerStars, som derefter svarede igen ved at fryse “Timex”s PokerStars konto.
“Jeg har nogle stærke ord til vedkommende som meldte mig til PokerStars for at spille i USA. Fordi du ikke forstår Twitter-jokes #AccountBanned”, skrev McDonalds på Twitter og fortsatte:
“Nu vi taler om det, så åbn gerne min konto @PokerStars. Jeg sender ikke mit fucking pas ind pga. det her”.
Læs også: Mike McDonald: – Min Lamborghini har skaffet mig masser af sex
Et stykke tid senere blev kontoen så genåbnet, og Timex kan igen logge ind på PokerStars, men han gør nok klogt i at vente, til han forlader USA efter WSOP.