Daniel ’MrSmits’ Bertelsen i dyst mod Ziigmund og Galfond
Highstakes-action befinder sig i disse dage på PokerStars, hvor specielt Ilari ’Ilari FIN’ Sahamies, Viktor ’Isildur1’ Blom, og Phil ’MrSweets’ Galfond har været drivkræfterne bag den voldsomme aktivitet på PLO $100/$200-bordene.
I går dukkede en dansker, Daniel ’MrSmits’ Bertelsen, imidlertid op i det skrappe selskab, da Ilari Sahamies, Phil Galfond, Jens ’Jeans89’ Kyllönen og endnu en topskrap cashgamechef i form af Richard ‘nutsinho’ Lyndaker havde sat hinanden i stævne på PLO $50/$100 på verdens største pokersite. Tvivlsom tableselection vil nogen måske mene.
Mindre underskud
’MrSmits’ måtte da også efter tre timers spil trække sig tilbage med et underskud, men taksten taget i betragtning var det et ganske beskedent et af slagsen – hans samlede underskud for de seneste 24 timer lyder på $16.044. Den danske Omaha-haj kan dog fortsat glæde sig over et stort overskud på highstakesbordene i indeværende år og med lidt tur i den i den nærmeste fremtid, så runder han snart $100.000 i profit. En stor del af overskuddet kan han i øvrigt takke en vis Isildur1 for. Over $43.000 har han plukket fra den unge svensker.
De største vindere er i skrivende stund Phil ’MrSweets’ Galfond og Ilari ’Ilari FIN’ Sahamies med plusser på henholdsvis $92.000 og $85.000. En af aftenens største potter stod netop de to imellem, da de fik pengene til midten med esser og konger. Den bedste hånd holdt hjem for finnen, der kunne score $55.000.